Brev-id: 
31970      Se originalbrev
Dato: 
1931-04-28
Afsender: 
Marie Fixen
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Odense
Modtagersted: 
Danmark
Emne: 
Marie til Martinus: Kan næste foredrag i Odense være i maj, når første hæfte er færdigt? Ikke alle antroposoffer går ind for Martinus' udviklingslære.

Odense, D. 28-4-31.

Kære Hr. Martinus!

De talte om at komme herovre først i Maj, og holde et Foredrag for os igen. Nu har min Mand bedt mig skrive og forhøre hvornaar omtrent det bliver. Vi vil jo ikke forsinke Dem, hvis De eventuelt skal have Deres Bog færdig først (der spørges stadig af flere efter den.) Der er maaske nok en Del, som ikke ønsker det, men kan de Mennesker faa mest af Dr. Steiners bliver det jo deres Sag, hvis de vil standse der. Hvem der har gennemvandret Teosofi, Spiritisme, Psykisk Forskning og Antroposofi kan maaske nok ikke blive ved at tage noget nyt, men vi andre som nylig har begyndt at tænke i Udviklingslæren kan ikke lade det nye gaa uænset forbi, men vil gerne høre saa meget som mulig og prøve paa at forstaa det. Det er en svær Tid at komme med aandelige Ting i, saa det er givet at vore Børn og de nye Slægter bedre vil forstaa det, da de sikkert ikke saa stærkt vil søge Kirken eller de gamle Udviklingslærere. Dr. Steiner havde i sin Tid mange Skuffelser over, at Mennesker ikke forstod ham, og det er et Spørgsmaal om de, der nu kalder sig Antroposofer kan forstaa ham, hvis saa var, vilde Antroposof vel ikke rejse sig mod Antroposof som Jøderne i gamle Dage rejste sig mod Kristne. Det er den Kærlighedsimpuls som man nu 2000 Aar efter ikke kan leve, men kun tale om, og det ser næsten ud som dem der ved mest om den lever den mindst, det er det mærkværdige og det svære, indtil det naar at blive en naturlig Ting for os alle.

Vi hører fra Christoffersens at Hr. Løv har været syg, men haaber dog at se ham endnu en Gangher i Odense, og vi beder Dem hilse mange Gange.

I Haab om, at det gaar fremad med Deres Arbejde og at De vil besøge os naar Deres Tid tillader det, sender vi en kærlig Hilsen til Dem og Hr. Larsson.

Marie og P.P. Fixen

Ogsaa en Hilsen til Frk. Gregersen


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.