Odense d. 5. Okt. 1932.

Kære Martinus!

Tusind Tak for Deres Breve, som har glædet os meget. I Særdeleshed er vi glade for Tanken om, at vi muligvis kan faa Erik Larssons Besøg herovre engang imellem. Det vil blive en stor Hjælp og Støtte for os, som kommer sammen og drøfter disse store Problemer, som vi i Virkeligheden er alt for smaa til at diskutere. Ofte har jeg følt den store Modsætning til Kærlighed og Tolerance været fremherskende, og ofte har Sammenkomsterne været præget af det modsatte som Hensigten skulde være fra Problemernes Ophav, det være sig Antroposofi el. "Livets Bog". Kun Kærlighed har drevet mig til at tage Del deri, Viden derimod henter man bedre fra Kilderne selv.

Naar jeg har udtalt mig om, at jeg aldrig vil tilslutte mig nogen Gruppe, Forening el. lignende gælder det selvfølgelig ikke i dette Tilfælde, hvor en Plan er fostret af Dem, og hvor man kan være til Hjælp og Støtte for andre Mennesker; og hvor man tillige maa gaa ud fra, at de Mennesker der slutter sig hertil er saa højtudviklede at Misundelse, Jalousi og Egoisme vil være udelukket, vi har jo nu indenfor Antroposofi rige Erfaringer i den Retning. – Selvom vi foreløbig maaske kun kan blive de sammen 7 Mennesker, som De sidst var sammen med her, klarer vi nok den Udgift, saa maaske kan vi blive flere, efter at De har holdt offentlig Foredrag her i Byen. Lad os haabe, at der efterhaanden vil blive mange interesserede og tolerante.

Nu hørte vi da én Antroposof (Asbjørn) indrømme, at Antroposofi ikke var det eneste saliggørende. Antroposofi var kun en Vej og ikke et Maal. Det kunde ikke betones stærkt nok, men var blevet misforstaaet ogsaa her i Odense. – En Erkendelse om, at Misforstaaelsen skyldes Læreren selv, men, Antroposofi er jo ogsaa en Erkendelsesvej. Gudskelov for hver en Antroposof, der selv vil vandre den Vej. – Efter at Kristus brød Vejen, blev der Adgang for os Alle. – Ja selvfølgelig, hvis kun En eller to havde Patent paa Vejen, Sandheden og Livet, var der jo ingen Mening i Tilværelsen. Saa om Vejen end snor sig rundt, om der end er mange og skarpe Sten at vandre over, og om end Baaden tit støder paa Grund, saa vil Hindringerne nok kunne overvindes ogsaa for os, og de tunge Sten bliver væltet fra Graven, saa ogsaa vi kan se Gud, hvad gør det saa, om end Korset var tungt at bære.

De vil altid have Venner ogsaa her i Odense, Martinus, Tak fordi De vil lette Vejen for os, saa er den end tornefuld, saa er Kærlighed og Tolerance dog de stærkeste Realiteter, ved at benytte Svig vilde man lade sig bruge som en Judas og ikke som en Kristus, saa takket være de vise Guder der hidindtil har ført os ad Veje, hvor vi selv har vandret i Mørke, er alt jo saare godt. –

Kære Erik Larsson, haaber paa snarlig Gensyn; Tak for de smukke Digte jeg har faaet gennem Frk. Gregersen. Lad ikke Deres Produktion ligge i Deres Skrivebordsskufte, naar De kan glæde os med at læse det.

Kærlig Hilsen til Dem begge.

Marie Fixen

Med Ønsket om at Deres Mission her i Odense, maa blive modtaget og faa den Anerkendelse den fortjener, være De hilset
P P Fixen

Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.