Brev-id: 
32123      Se originalbrev
Dato: 
1936-03-23
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Livets Bog’s Bureau
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Helmer bestiller 5 eks. af Kosmos. Der er især vegetarismens betydning, der interesserer. H. fremhæver artikel H.15 som den bedste, idet den taler til logikken og ikke følelserne. H. ønsker sig, at artiklerne var signerede, så man kunne komme i kontakt med forfatterne.

Skrøbelev, den 23. Marts 1936.

"Livets Bogs"s Bureau,
                     Joakim Larsensvej 31, København F.

Herved beder jeg Dem venligst sende mig 5 Eksemplarer af "Kosmos" for Marts 1936. Til Dækning heraf indbetaler jeg i Dag Kr. 2,50 plus Porto paa Deres Postgirokonto.

Det er særlig de forskellige Afhandlinger om Vegetarismens Betydning, der interesserer mig saa meget og har glædet mig saa overordentligt at læse. De 5 Eksemplarer af "Kosmos" skal derfor sendes til forskellige af mine Venner, som har godt af at blive gjort bekendt med de nævnte Artikler.

Artiklen mærket "H.15." synes jeg er den bedste, selv om de i øvrigt alle er gode hver paa sin Vis. For Mennesker, der som jeg af sig selv og af rent følelsesmæssige Grunde er naaet til Vegetarismen virker det altid glædeligt at bemærke, at Standpunktet ogsaa kan forsvares rent fornuftsmæssigt. Mange Mennesker regner jo mere med Logik end Følelse, men heldigvis staar man ogsaa i saa Henseende paa særdeles fast Grund, naar man følger Martinus paa alle andre Omraader.

Det vilde have været bedre, om Artiklerne var signeret, saaledes at man vidste, hvem Forfatterne var. De af os, der bor langt fra ligesindede og derfor kan føle en vis Ensomhed, vilde gennem saadanne Adresser fra "Kosmos" kunne træde i Forbindelse med Forfatterne og maaske derved lære prægtige Mennesker at kende, som kunde betyde meget for Ens videre Udvikling.

Mine bedste Ønsker og min mest dybtfølte Tak for deres velsignelsesrige Virksomhed. Venlig Hilsen.

Deres hengivne
Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.