Brev-id: 
32201      Se originalbrev
Dato: 
1936-10-28
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Jens Sixtus Gamaliel Jensen
Afsendersted: 
København
Modtagersted: 
Sindal
Emne: 
Martinus takker for brevet. Det tidspunkt Jens har valgt til at komme på besøg passer dårligt. Martinus har travlt, og foreslår derfor et andet tidspunkt.

28/10 – 36.

Kære Jens!

Mange Tak for dit kærlige Brev. Da min Foredragssæson netop begynder d. 2.Novbr. vil Tiden omrking nævnte Dato ikke være særlig belejligt for dit Besøg her. Jeg er meget optaget foreløbig og maatte være nødsaget til at overlade dig til dig selv. under Besøget. Hen efter Nytaar haaber jeg derimod at faa bedre Tid og vil derfor til den Tid glæde mig meget til dit Besøg. Vi skulde jo gerne kunde være noget sammen, naar du endelig naar at komme herind.

For øvrigt har jeg tænkt noget paa, om det ikke var bedre at udsætte Besøget til Sommeren, da har jeg meget bedre Tid, og der vil jo ogsaa være meget mere for dig at se herovre, Tivoli, Dyrehavsbakken og vor egen store Feriekoloni samt mange andre Foreteelser som er lukket om Vinteren. Og hvis du saa kunde tage Anna med, saa vilde I begge kunne faa en rigtig stor og uforglemmelig oplevelse. Men det er jo din travle Tid, saa det lader sig vel ikke arangere.

Men som sagt haaber jeg, vi skal kunne arangere Besøget hen efter Nytaar og glæder mig meget til det. Og jeg haaber, kære Jens, at du nok vil undskylde, at det ikke kan blive før.

Bladet vil nu regelmæssigt blive sendt dig hver Maaned gennem Postvæsenet.

Haaber I alle har det godt og modtage min kærligste Hilsen til dig selv, Anna og Børnene, samt din Moder og øvrige Medlemmer af Familien.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.