Som jeg tidligere har omtalt foregår individets samlede fysiske oplevelse gennem et sammenspil af jegets seks manifestationslegemer. Af disse udgør det sjette det, i hvilket hukommelsen har sit sæde. Her må man naturligvis forstå, at hukommelsen absolut ikke sidder i den fysiske hjerne som almindeligt antaget. Der findes ganske vist for denne ligesom for alle de andre åndsevner centre i hjernen, men disse er ikke i noget som helst tilfælde det endelige sæde for de nævnte evner, men udgør derimod mikroorganer for transformation eller omskabelse af fysisk energi til åndsenergi. Åndsenergi er igen, fysisk set, det samme som "elektrisk" energi. Og under denne form går al fysisk energi over i åndslegemerne, der alle uden undtagelse er af elektrisk natur og kun ved denne natur kan være knyttet til jeget. At det netop er således, giver sig blandt andet også til kende derved, at alle fysiske organer for sansning såsom synet, hørelsen, lugtesansen osv. hver især er forbundet med hjernen ved en nerve. Hvis denne bliver klippet over, finder den fysiske reaktion i organerne, hvilket vil sige billeddannelsen i øjets nethinde og lydindvirkningen på trommehinden osv., alligevel sted, men individet oplever ingen sansning gennem det pågældende organ. Da det modsatte i højeste grad er tilfældet, når nerven ikke er klippet over, er det altså en kendsgerning, at reaktionerne forplanter sig fra organerne ind gennem nerven. Denne bliver således identisk med en ledning for energi. Men en energi, der kan gennemfare en massiv ledning, kan kun være af elektrisk natur, hvilket som før nævnt i absolut forstand vil sige åndelig natur. Fra organerne bliver de fysiske indvirkninger på sanserne i form af elektriske bølger gennem nerverne ført til hjernen og derfra videretransformeret til de særlige åndslegemer, under hvilke de henhører i jegets samlede struktur. Først da bliver reaktionerne til livets oplevelse for individet.