Hele menneskehedens nuværende miseretilstand er altså et udviklingsspørgsmål. Den kan derfor ikke lægges nogen til last, hverken præsten eller forbryderen, hverken den rige eller den fattige. Den er baseret på det bestående system. Og man kan ikke forlange, at dette skal repræsentere en højere idealisme eller udviklingsstandard end den, hvortil den menneskelige gennemsnitsbevidsthed er nået, og af hvilken det netop udgør et resultat. Men idet menneskeheden således ikke er abnorm, men har evne til at gøre erfaringer, har evne til at forske, vil den netop af alle de disharmonier og ubehageligheder, den nu sukker og stønner under, komme til erkendelse af disse realiteters dybeste årsager og derved komme til overvindelse af sin nuværende mørke skæbne.
      Denne skæbne vil altså i sine detaljer udgøre det forskningsobjekt, inden for hvilket menneskeheden i dag er ved at indhente kundskaber om, hvorledes et samfundssystem eller en samfundsordning netop ikke skal være. For dens øjne oprulles således i dag erfaringer, der udløser sig i en voksende antipati mod de bestående forhold, afføder en underminering af det gamle samfundssystem. Og denne antipati udgør således de første udslag af en begyndende ny tids morgenrøde. Det vil snart være en kendsgerning for alle, at vi er vidne til den gamle verdenskulturs undergang og en ny verdenskulturs fødsel. Vi passerer et overordentligt stort vendepunkt i jordens historie. Vi skuer en milepæl i evighedens umådelige rige.
      De nuværende generationer af menneskeheden har modtaget i arv fra fortiden stor visdom. For ikke at virke alt for blændende og umulig eller uforståelig var denne visdom gennem symboler og lignelser lempet og tilpasset til de fortidige generationers primitive forestillingsliv. Og da den endnu ved sin overlevering er iklædt de samme lempelser eller lignelser, virker den ikke stærkt nok på de moderne generationer. Disse er nemlig ad andre veje, dels ved videnskabelig forskning og dels ved udvikling af et større følelsesliv, kommet i besiddelse af kundskaber, der, selv om de ikke er tilstrækkelige til underbyggelse af de religiøse eller moralske krav, dog for længst har overstrålet den ydre iklædning eller fortolkning, gennem hvilken den nedarvede visdom var afblændet. Denne fortolkning blev derfor mere og mere af de moderne generationer opfattet som forældet eller naiv, blev mere og mere til dogmer. Dette måtte så igen nødvendigvis afføde en disharmoni mellem disse generationer og den overleverede visdoms forkyndere.
      Tvivlere og fritænkere opstod. Interessen for at gå i kirke aftog. Det blev umoderne at være religiøs. Og en vis demoralisering begyndte således at få betingelser for udløsning. Denne disharmoni er så igen meget ofte blevet betegnet som "irreligiøsitet". Men denne betegnelse er meget fejlagtig. Thi intet menneske kan i absolut forstand være irreligiøs. Selv om det ikke kan tro på en bestemt lignelse, en bestemt form eller et dogme, tror det alligevel på sandheden. Der kræves blot, at den skal vises i en form, der finder genklang i dets eget indre. Når den fortolkes i harmoni med dets egne erfaringer eller oplevelser, da tror det absolut. Hvis det i et sådant tilfælde ikke tror, da kan det kun være på grund af sygelige momenter, der er til stede i dets bevidsthed. Og det må da som et unormalt væsen lades ude af betragtning her.
      Det er således ikke alene den materielle, men også den religiøse eller åndelige side ved livets oplevelse, jordens mennesker befinder sig i disharmoni med.