Med hensyn til døden er den, når den indtræder på naturlig måde, i virkeligheden en lysets begivenhed, over for hvilken der kun er al mulig grund til at juble. Der er jo kun sket dette, at den såkaldte "døde" er blevet udfriet fra et forældet eller opslidt legeme, der kun var en skygge af, hvad det engang havde været, og gennem hvilket dets oplevelse af det pågældende tilværelsesplan naturligvis ligeledes kun kunne blive en afglans af dens oprindelige bestemmelse, ja undertiden endog kun en tyve til femogtyve procents oplevelse i stedet for en hundrede procents. At sørge over en sådan begivenhed, at ønske at noget væsen vedblivende skal opleve en sådan tilværelse, er jo i virkeligheden at ønske ondt over samme væsen, men det må naturligvis undskyldes, fordi de pågældende væsener er uvidende om, hvad det er, der i virkeligheden er foregået. At det "døde" væsen har fem andre legemer til sin rådighed, og at et af disse ved den naturlige død altid vil være så langt fremme, at det efter denne kan befordre eller bære bevidstheden, har de jo ingen selvoplevet eller realistisk viden om.