Da menneskeheden således lever i disharmoni med livets love og dermed påfører sig selv store besværligheder og lidelser, trænes eller udvikles derved individernes følelsesevne. De får en større og større horisont på følelseserfaringernes område, således at det til sidst ikke alene er på de grove fornemmelsers og sygdommens område, at de er i stand til at føle, men også på områder af følelsesnuancer af langt finere dimensioner. Denne forfinede følelsesevne giver sig udslag i medfølelse over for andre væsener, der lider, trang til at hjælpe, trang til at være noget for andre osv., ligesom det pågældende individ begynder ikke at kunne dræbe dyr, begynder ikke at kunne nænne at gøre noget levende væsen fortræd, begynder at kunne finde sig i en fornærmelse, begynder at kunne glæde sig over naturen og over dens rigdom af levende væsener: mennesker, dyr, planter og mineraler. En sådan følelse er den begyndende "kærlighed" eller livets højeste behagsenergi. Følelsesenergien kan dog ikke blive helt i renkultur som kærlighed, før den bliver behersket eller båret af en vis sum af intelligensenergi.
      Der skal som tidligere omtalt intelligens til, for at individet kan blive bevidst i detaljerne i sine følelseserfaringer og manifestationer eller komme til erkendelse af disses virkelige natur. Hvis intelligensen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan individet kun lede sin følelse på basis af sit instinkt eller sin evne til at ane. Da denne evne er degenererende, kan individet, når det skal lede sin følelse ved hjælp af denne, let komme til at lave ulykkelige hændelser for sine medvæsener, selv om også denne dets handlemåde er udløst af et af en fremragende sympati opstået motiv. Med andre ord, individet kan umuligt handle korrekt, så længe dets forstandsevne ikke er udviklet tilstrækkeligt til, at det kan få et intelligensmæssigt overblik over sin egen handlemåde og derfor kun kan handle efter degenererede instinkt- eller anelsesmæssige og derfor usikre motiver. Lidelserne udvikler således følelsen, men følelsen skal altså beherskes af en fuldkommen intelligens, før den kan blive virkelig fornuftmæssig. I modsat fald kommer det gamle ord "kærlighed gør blind" til at passe. Kærlighed uden fornuft er ikke kærlighed, men kun ukontrolleret og dermed primitiv følelse.