Som det fremgik af forrige kapitel, vil menneskeheden være at inddele i to former for religiøsitet. Heraf udgør den ene den almenkendte form, som omfatter væsener, der kan tro blindt på de fra fortiden overleverede religiøse beretninger uden i absolut forstand at forstå disse. Dette vil altså sige væsener, der lever på dogmerne og udtrykker sig selv som "troende", "frelste", "hellige" eller "salige", og som altså føler sig lykkelige ved "troen".
      Den anden form for religiøsitet omfatter derimod alle sådanne individer, der ikke kan tro. At tro er nemlig ikke noget, man kan ville. Man kan stille sig venlig eller uvenlig over for en påstand, idet en sådan holdning er underkastet viljens kontrol; men at tro på en påstand er ganske uden for viljens område. Enten har man evnen til at tro, eller også har man den ikke. Men da dette at kunne tro således skyldes en medfødt evne, er det jo ingen forbrydelse at være irreligiøs, idet man dog ikke kan præstere handlinger, der er baseret på evner, man ikke har. For det okkulte syn virker alle former for intolerance derfor som udtryk for de højeste grader af naivitet. På samme måde virker det, når man fejlagtigt udtrykker de ikke-troende væsener som "vantroende", som "fortabte", som "den ondes børn" osv. Og endnu værre bliver det, når man stempler denne umådelige hærskare af væsener som "irreligiøse", idet man da går på tværs af de absolutte fakta. Livets oplevelse er nemlig udelukkende baseret på tiltrækningen mod det ukendte, hvilket igen udgør kernen i enhver form for religiøsitet. Ethvert normalt menneske har derfor et mere eller mindre stærkt begær efter en forklaring på livets mysterium. Det er således på basis af selv sine allermindste grader af videbegær eller nysgerrighed af naturen religiøst. Men over for fortolkningen af livets mysterium er alle individer jo ikke lige kritisk indstillede. Og vi kommer her til at skelne mellem væsener, der har nok i en følelsesfortolkning, og væsener, der ikke har nok i en sådan, men også må have en intelligensfortolkning.
      Ved en følelsesfortolkning vil her være at forstå en religiøs fremstilling eller et udtryk for livets højeste mysterium, der mere kan appellere til individets følelse end til dets logiske sans. En sådan fortolkning manifesteres da også i form af en ceremoni eller gudstjeneste med tilhørende orgelmusik, salmesang, alterlys, helgenbilleder, dåbshandlinger, sakramenter, præster og messedrenge i højtidelige dragter, skønne beretninger om kærlighedsgerninger osv. Og det kan jo ikke nægtes, at en sådan fortolkning kan virke overordentlig inspirerende, opløftende og ekstasegivende på det følsomme sind og give individet en vis følelse af Guds nærhed. Men denne følelse er ikke fuldkommen. Den er en følelse uden analyse. Den er den blindes fornemmelse af noget, han ikke kan se. Og vi har således her kernen i den almindelige form for religiøsitet.