De "irreligiøse" vil altså være at udtrykke som de "intelligensreligiøse", der fordrer viden i stedet for tro. De drives fremad ved en stadig stigende trang til at vide. Og intelligensreligiøsiteten bliver altså båret af en voksende trang til analysering af livet og tilværelsen. Det mest kendte resultat heraf udgør som nævnt "videnskaben". Da denne igen i absolut forstand ikke kan være "videnskab" uden at være udtryk for en kendsgernings analyse, bliver den således livets eget begyndende, absolutte svar på de evige fakta, en begyndende afsløring af livets facit eller dette: at "alt er såre godt". Men denne begyndelse er meget spæd. Ja, den er endog så svag, at videnskaben i sin udviklingsbane endnu kun kan betragtes som et "ufødt foster". Men til gengæld er den "fosteret" til noget uendeligt stort og ophøjet. Den udgør nemlig den første svage begyndelse til intet mindre end den guddommelige realitet, vi udtrykker under begrebet: "den hellige ånd".
      Hvad er da "den hellige ånd"? Da ånd er det samme som bevidsthed, og bevidsthed igen er det samme som fornemmelsen eller oplevelsen af livet, bliver "den hellige ånd" således det samme som "den hellige oplevelse af livet". Da "hellig" er udtryk for modsætningen til ufuldkommenhed, falskhed, urenhed og lignende, vil "den hellige oplevelse af livet" igen være det samme som "den uforfalskede, rene oplevelse af livet". Og da det højeste udtryk for en sådan oplevelse kun kan udtrykkes gennem det guddommelige ord: "Alt er såre godt", vil "den hellige ånd" være det samme som livets oplevelse fra tilværelsens højeste udsyn og dermed i kontakt med den evige Fader. Set ud fra disse analyser kan det ikke nægtes, at den jordiske videnskab endnu befinder sig på fosterstadiet af det, den engang skal blive, nemlig den forjættede "talsmand, den hellige ånd", uden hvilken livets absolutte analyse aldrig nogen sinde kan blive en kendsgerning for individerne.
      Når det ikke er blevet almindeligt at betragte den jordiske videnskab således eller som udtryk for religiøsitet, skyldes det den omstændighed, at den endnu hovedsageligt kun er baseret på analysering af materielle oplevelser. Findes der da andre oplevelser? Nej, i realiteten ikke. Men for at give en lille orientering af dette spørgsmåls besvarelse, må jeg desværre appellere til læsernes tålmodighed, idet jeg her er nødsaget til at bevæge mig ind på områder, der hovedsageligt kun er synlige for det kosmiske klarsyn og derfor må betragtes som uoplevet af det store flertal af menneskeheden. Stoffet stiller derfor her større fordring til læsernes intelligens end stoffet for de lettere, almenkendte områder. Men jeg kan jo ikke give et sandfærdigt billede af så stort et emne som "menneskehedens skæbne", hvis jeg kun må bevæge mig inden for områder, der kan accepteres af en primitiv intelligens. I tillid til, at jeg gavner læserne mere ved at gøre min bog til en arbejdsmark eller træningsmark for deres åndsevner end ved at gøre den til let, sentimentalt underholdningsstof, har jeg valgt det førstnævnte og skal her forsøge at give et lille omrids af menneskehedens og dermed videnskabens forhold til den samlede verdensmaterie og tilværelsesplanerne, for i næste kapitel at komme ind på videnskaben og den fysiske verdens grænse.