Kosmisk bevidsthed
Artiklen: Kosmisk bevidsthed
7. KAPITEL
Enhver form for ufred har sin rod i mental mindreårighed eller intellektuel uformåenhed
Men hvis den her nævnte part ikke havde "kosmisk bevidsthed", ville den ligesom den anden af stridens parter være mere eller mindre ufærdig, være mere eller mindre mentalt "mindreårig". Denne "mindreårighed" ville så igen give sig udslag i dens ophavs manglende forståelse af stridens anden part, og dermed danne grundlag for gensidig ufred eller krig og uforsonlighed mellem parterne, og vi har her for os den tilstand, der så at sige er almengældende mellem jordmenneskene. En hvilken som helst ufred imellem disse kan kun eksistere med det her skildrede forhold som hovedårsag. Enhver ufred har således udelukkende sin rod i mental "mindreårighed" eller uformåenhed i højintellektualitet. Ethvert menneskes forfølgelse af et andet menneske, det være sig i form af bagtalelse, ond kritik, brutalitet, vold, lemlæstelse eller ligefrem mord, kan aldrig i nogen som helst situation være udtryk for højintellektualitet eller sansemæssig færdigudvikling. Disse symptomer kan aldrig være andet end udslag af manglende erfaringsmateriale, manglende menneskelig modenhed. De gør det til urokkelig kendsgerning og dermed til videnskab for den tilstrækkeligt udviklede forsker, at sådanne væsener, kosmisk set, i virkeligheden slet ikke "vide, hvad de gøre". Deres opfattelse af situationen er ganske illusorisk. De tror, at modparten kan være anderledes, end denne netop er, hvilken illusion jo netop altid er stridens årsag. Hvorledes kan et væsen, fysisk set, måle en anden højde end den, det netop i øjeblikket besidder? Hvorledes skal det måle en anden mental højde, en anden karakter, en anden tankeindstilling eller opfattelse af en øjeblikkelig situation end den, det netop i øjeblikket har? Det kan med tiden indtil en vis grad forandre sit liv, sin tankeindstilling og opfattelse af omgivelserne eller sin næste, men dets handling eller væsen i nuet eller øjeblikket kan umuligt være anderledes, thi i så fald måtte væsenet have haft en hel anden fortid, med en helt anden skæbne, helt andre forældre, være af en helt anden familie, være udgået fra et helt andet samfundsniveau, andre sociale forhold eller mange andre lignende betingelser. At blive indigneret, brutal og hævngerrig over for et andet væsen vil altså være det samme som at forfølge eller pine væsenet, fordi det ikke netop har haft denne nødvendige fortid med de her skildrede nødvendige forudgående betingelser. At man selv indtil overdådighed kan opfylde de betingelser, man så intensivt fordrer eller venter af andre, viser jo kun, at man selv har haft de nødvendige forudgående betingelser, af hvilke denne vor opfyldelse eller indbildte mønsteroptræden uundgåeligt måtte blive et resultat. Men hvor tåbeligt er det ikke at fordre den samme optræden manifesteret der, hvor de forudgående betingelser totalt mangler? I sandhed, det var ikke ubegrundet, at der måtte en verdensgenløsning til. Det var ikke ubegrundet, at der måtte fødes et væsen, der i højintellektuel indsigt kunne gøre sit liv til én eneste stor praktisering af dette, at "vende den højre kind til, når han blev slået på den venstre", et væsen, der i strålende mildhed kunne tilgive alle sine bødler. Det var ikke ubegrundet, at der måtte bebudes en "talsmand, den hellige ånd", hvilket vil sige en bevidsthedsåbenbaring, igennem hvilken nævnte ophøjede væsens væremåde kunne blive retfærdiggjort – ikke som en dåres naive fremtræden – men som en videnskabeligt underbygget åbenbaring af en væremådes højeste kontakt med universets love eller en guddommelig vandring i selve Guddommens eget fodspor, med andre ord, en strålende anvisning på, hvorledes englenes julebudskab til markens hyrder: "fred på jorden" lader sig gøre til virkelighed og derved bliver til ære for "Gud i det højeste" – og for "menneskene en velbehagelighed".