Et fuldkomment eller færdigudviklet menneske er altså et væsen, der er frigjort af denne dyriske livsform eller levemåde. Det er nået så langt frem i bekæmpelsen af nævnte livsform eller levemetode, at den er totalt overvundet. Dets liv eller fremtræden er ikke mere noget, det skal kæmpe med andre væsener om at få lov til at bevare. Det er ikke mere opfyldt af tendensen til at praktisere princippet "Enhver er sig selv nærmest", men er derimod helt opfyldt af denne livsforms totale modsætning: "Enhver er sin næste nærmest". Da denne livsform udelukkende kun kan udløses eller manifesteres igennem glæden ved "Hellere at give end at tage", og denne livsform altid vil forekomme omgivelserne særdeles behagelig eller kærkommen, vil disse omgivelser efterhånden fornemme et sådant væsen som deres absolut sande ven. De vil begynde at elske ham. Og dem, man elsker, tjener man. Omgivelserne bliver således dette væsens tjener. Det, nævnte væsen har sået, begynder det således at høste. Kan man tænke sig et fuldkomnere forhold end dette, at et væsen elsker sine omgivelser og bliver genelsket af disse? Og hvordan tror man, at livet på nogen som helst anden måde skulle kunne opleves som absolut lykkeligt og dermed som fuldkomment? Individets skæbne kan jo udelukkende kun bestemmes af to faktorer, nemlig: dets eget selv og dets næste, der igen henholdsvis er det samme som dets fremtræden som individ og dets omgivelser, alt og alle uden undtagelse. Derfor findes der i virkeligheden således også kun to former for skæbne. Individet kan enten hade sine omgivelser, eller det kan elske disse, hvilket altså igen er det samme som, at det kan hade eller elske sin næste. Hader det næsten, er det udtryk for, at det er i strid eller konflikt med livet og dermed med lykken og tror, at næsten er årsagen til denne konflikt og den heraf følgende hæmning af dets lykke. Dets mentalitet er dermed fængslet eller bastet og bundet i en tilsvarende grad af begæret eller trangen til at udrydde eller udslette denne næste, idet det tror, at denne udslettelse er dets lykkes redning. Dets jag efter frigørelse viser, at det er et bundet væsen.
      Hvis det derimod elsker sin næste, er det udtryk for, at det lever i kontakt med livet. Det står i kraft af sin næstekærlighed ikke over for noget væsen, det ønsker udryddet eller udslettet. Da dets ønske eller begær udelukkende kun går i næstens favør, møder det til sidst ingen gene eller hæmning i sin livsudfoldelse fra næstens side, idet denne jo under normale forhold ikke er interesseret i at underminere det, der er i hans eget favør. At få sin mentalitet omformet således, at ens højeste lykke og tilfredsstillelse af begær udelukkende er dette ene at være i næstens favør, er således det absolut eneste, der kan garantere det levende væsen oplevelsen af den allerhøjeste kontakt med livet, en kontakt der betyder den totale suverænitet. Den ene af de to førnævnte bevidsthedsfaktorer fører altså til total mental fængsling, til slave af materien, hvilket igen vil sige: til slave af materielle fordele eller tilsyneladende goder, mens den anden faktor derimod fører til total frigørelse af begæret efter disse goder til fordel for kærligheden til næsten, hvilket som allerede bekendt er det samme som kærligheden til medvæsenerne i individets omgivelser. Men således at elske sin næste er jo det samme som at udløse den manifestationsform, der er livets mening. Men at være i kontakt med livets mening er det samme som at være immun over for en hvilken som helst konflikt med denne mening. Og denne immunitet er det absolut eneste, der kan garantere den fuldkomne eller allerhøjeste lykke og den heraf følgende tilsvarende glæde ved at være til. At nå til denne bevidsthedstilstand eller manifestationsform er altså det samme som at være ét med livet, der igen er det samme som at være "ét med Faderen".