Vejen til indvielse
Artiklen: Vejen til indvielse
2. kapitel
En vandring i mørket
Denne vandring går hen over kontinenter og have, gennem golde ørkener og iskolde polarlande, over tilfrosne tundraer og sumpe, over floder, søer og bække, gennem frodige, blomsterfyldte enge, haver, marker og skove, opad stejle klippeskrænter og bjergskråninger og nedad igennem dybe og mørke afgrunde med kolde dynd- og slamhuler med slimet kryb og giftige dunstarter, gennem solhede, feberbefordrende terræner med junglekrat, fyldte med alskens livsfarlige, vilde dyr, tigre, slanger, krokodiller og insekter. Men vi er endnu ikke ved vejs ende. Endnu er der store ejendommelige terræner at tilbagelægge, inden vi er ved "visdommens port". Vi må således gennem frygtelige mørke dødszoner, hvor de levende væsener kun kan opretholde deres tilværelse i kraft af mord og drab af andre væsener. Og vi går igennem zoner, hvor hadets giftige flammer får de levende væsener til at lyve, bagtale, lemlæste, myrde og dræbe hverandre – ikke fordi, det som hos dyrene er en livsbetingelse at dræbe, – men blot for at erobre hinandens fordelagtigere plads og fremskridt i den store vandring. Hen over valpladser med dræbende tanks, kanoners torden, maskingeværers skratten og bombeflyvemaskiner, der gør selve Guds lyse himmel, – det sidste søgte tilflugtssted for de døendes bristende blikke, farlig at skue, – går den evige vej. Videre går vejen hen over stinkende lig, store byers ruinhobe, milevide soldatergrave, overfyldte hospitaler, forarmede og sultende befolkninger, martret af epidemier, dyrtid, røveri og plyndringer. Og fra "beskyttelsesrum", kældere og jordhuler råber menneskene imod den himmel, de selv har forgiftet og derfor ikke tør være ansigt til ansigt med, efter det store og ene: "fred". Alt andet er totalt ligegyldigt.