Juleevangeliet
2. kapitel
I "troens tidsalder" blev den religiøse trang tilfredsstillet og båret oppe af "den guddommelige suggestion"
I en "troens tidsalder", hvor hele den jordmenneskelige psyke udelukkende opretholdtes ved en slags hypnose eller suggestion, kunne man jo umuligt være klar over, at man i virkeligheden slet ikke havde nogen reel viden om alle de nævnte foreteelser. Man var jo totalt behersket af den suggestion eller tro, at man netop besad en stor viden om de nævnte emner. Havde ikke kongen, ypperstepræsten og præsterne fortalt det fornødne og tilfredsstillende i den henseende? – Og var det ikke netop syndigt imod Gud og loven at tænke eller tro noget andet, end hvad disse væsener havde autoriseret? – Og hvem kunne vel heller tvivle eller modsige disse autoriserede traditioner andre end kætterne eller selve satans eller djævelens børn? – Nej, den absolutte takt og dannelse, den absolutte gode tone i samfundets kultur var ikke baseret på kætterske eller djævelske påfund. Viden om universet var ikke menigmands beskæftigelse eller lod, det var i allerhøjeste grad noget, der udelukkende kun var forbeholdt de af Gud udvalgte eller indviede væsener med kongen, selve Guddommens søn eller "himmelske ætling" på jorden, i spidsen.
      At menigmand selv skulle kunne forske livet ud og fravriste universet dets hemmeligheder, var en tanke, der endnu aldrig nogen sinde havde rørt sig i almenhedens hjerner. "Guds veje var uransagelige" for det almindelige menige menneske. Og følgelig måtte kongens og hans præsteskabs udtalelser herom være absolut tilfredsstillende, absolut helt behageligt mættende. Og folket havde således absolut ingen religiøs hunger eller sult. De var i virkeligheden i den retning kolossalt velnærede, ja næsten korpulente eller overfedede. Hvordan skulle sådanne i deres religiøse velnærethed eller fedme prustende og stønnende væsener vel få trang til at råbe efter mere åndelig viden eller næring? – De havde jo alt, hvad deres hjerte og forstand var i stand til at begære af religiøs tilfredsstillelse. De havde kongen og hele hans store præsteskab og alle øvrige vise mænd, de havde templerne med alle de herind under hørende mirakuløse, guddommelige kræfter eller højere magter eller alt, hvad de var i stand til at tænke sig af religiøse goder.
      Den automatisk fungerende hypnotiske eller suggererende kraft, der udgik fra kongen eller ypperstepræsten og hans religiøse stab og okkulte hjælpemidler, dækkede umådelig meget mere, end hvad der overhovedet kunne opstå i denne almenheds hjerner af spørgsmål og mysteriøse problemer. Så tilværelsen og dens struktur var for denne almenhed endnu ikke blevet noget problem, noget livsspørgsmål. Denne almenhed var religiøst set tilfredsstillet, glad og sorgløs. Den guddommelige suggestion eller den fra kongen og de vise mænd udstrålende religiøse magt holdt alle samfundets individer i sit favntag og fik hver især til at yde Guddommen (kongen) den allerhøjeste respekt, underdanighed og velvilje. De fulgte ufravigeligt de foreskrevne ritualer, love og traditioner med den samme målbevidste sikkerhed og energi, som den en moderne, materialistisk forretningsmand af i dag anvender i sit begær efter at konkurrere konkurrenterne ud og dermed kapre kunder. For den religiøst troende er intet højere end kongens befaling (Guds ord), ligesom der for den materialistiske forretningsmand ikke forekommer noget højere og bedre end at tjene den størst mulige avance og besidde det størst mulige kundeantal. Hvad profitten og kundeantallet er for den materialistiske købmand, det er "Guddommens åbenbaring" igennem kongen og præsterne for det religiøst troende væsen. De troende væseners daglige liv var således ét med deres gudsdyrkelse.