Juleevangeliet
26. kapitel
Når videnskab ikke er kunst og kunst ikke er videnskab
Når et såkaldt kunstværk ikke er kunst, er det fordi ophavet har manglet viden og rutine til at bringe sit værk i en hundrede procents kontakt med livets love eller dets skabelsesvibration.
Og når det ikke er på bølgelængde med den, vil det i tilsvarende grad fremtræde som disharmoni.
Da det således ikke er fuldkomment, vil det i tilsvarende grad være misvisende.
Det vil altså bringe de væsener, der ikke kan se ufuldkommenheden, på afveje i deres opfattelse af den del af livet, som de skal lære at kende igennem nævnte kunstværk, det være sig landskab, væsener eller abstrakte foreteelser.
Det er akkurat det samme her som med en bog eller et litterært værk.
I samme grad, som dette afviger fra at være hundrede procents fuldkomment, i samme grad er det jo også misvisende og dets beretninger eller analyser falske.
Hvem der skal lære den absolutte sandhed eller virkelighed efter en sådan fremstilling, bliver altså i en tilsvarende grad, som nævnte værk er misvisende, ført udenom de virkelige fakta.
Og kun det ufuldkomne væsen kan opfatte nævnte bog som et fuldendt kunstværk.
Hvis en videnskab ikke er kunst, er det også fordi den heller ikke er i hundrede procents kontakt med livets love, af hvilken grund den da også nødvendigvis må fremtræde som en disharmoni.
Alle vegne, hvor en videnskab ikke er kunst, vil den bringe ulykke og lidelse over menneskene.
Er det ikke netop i kraft af en sådan videnskab, at store dele af jorden er lagt øde, millioner af mennesker døde i udslettelseslejre med gaskamre, torturinstrumenter og andre videnskabelige påfund? –
Og hvad mener man om atombomberne og byerne Hiroshima's og Nagasaki's undergang, hvor tusinder af mennesker, børn, voksne og gamle midt i deres daglige dont på vej til skole, fabrik og kontor, uden varsko pludselig udslettes i kraft af videnskabelige helvedesluer? –
Er det kunst? –
Er det fuldkommenhed? –
Er det en absolut sandhedsåbenbaring? –
Er det livets endelige mening og mål, der her urokkeligt bliver åbenbaret for os? –
Hvis det ikke er det, hvordan kan det da være kunst? –
Og hvis det ikke er kunst, hvilket altså vil sige, at det ikke er en fuldkommen åbenbaring af livets mening og derfor må være en ufuldkommen eller falsk åbenbaring af nævnte mening, hvordan kan denne atombombning da være videnskab? –
En videnskab, der ikke er sandhed, kan umuligt være videnskab.
Kun dårer eller uvidende horder lader sig blænde af al den som videnskab camouflerede usandhed og den heraf følgende viljeføring eller væremåde.