For det materialistiske væsen vil det således kun være analyser, der har interesse. Hvad nævnte væsen ikke er i stand til at analysere, eller analyser, det ikke kan forstå, er for ham eller hende kun udtryk for fantasi eller uvirkelighed. Når Bibelens juleevangelium derfor beretter om et barn, der blev født i en stald og lagt i en krybbe og under fattige og beskedne forhold voksede op og blev til menneskehedens største åndelige fører, vil det for materialisten betyde alt at få de rent ydre materielle foreteelser konstaterede som videnskabelige kendsgerninger eller virkelige historiske data. Skulle der tilfældigvis ikke forekomme sådanne realiteter eller være levnet ting, der kan bevise, at Jesus virkelig har eksisteret, bliver juleevangeliet ganske værdiløst for et væsen med denne materialistisk indstillede psyke. Dette er så meget mere ejendommeligt, eftersom nævnte historiske data, som vi i det efterfølgende skal se, er selve evangeliet totalt uvedkommende. Om Jesus virkelig har eksisteret, eller han aldrig har eksisteret, er ikke det fundamentale i juleevangeliet. Nævnte evangelium er jo ikke skrevet eller overleveret til menneskene for ligesom en blot og bar avisartikel at udtrykke en aktuel beretning om den eller den kendte persons privatliv eller intime anliggender, der kan være tilfredsstillende for almindelig jordmenneskelig, materiel nysgerrighed.
      Den, der udelukkende kun har interesse i at få konstateret virkelige beviser for Jesu historiske fremtræden, har i realiteten ingen som helst brug for selve juleevangeliet. Det vil, selv med eventuelle historiske data som kendsgerninger, være værdiløst. Det vil allerhøjst kun kunne udgøre en "arkæologisk" tilfredsstillelse for nævnte væsen, men noget evangelium ville det aldrig nogen sinde kunne blive for ham. Hans nysgerrighed eller åndelige behov var i virkeligheden kun af "arkæologisk" natur. Den i juleevangeliet i form af Jesu skæbne fremtrædende sjælelige struktur vil for ham være noget abnormt, overspændt eller ufattelig naivt, som han slet ikke har hverken hjerte eller forstand til at kunne acceptere. For ham er juleevangeliet i bedste tilfælde kun en samling konstaterede fakta, fødslen af et væsen, hvis skæbne blev en strid mellem nogle præster og en fanatiker, om end en skikkelig fanatiker eller lægprædikant. Den sjælsadlende storhed, som evangeliet i sig selv er, og som det er dets mission at åbenbare for den, der har "øren at høre med" og "øjne at se med", ser den talbegærlige materialist slet ikke, fordi det, evangeliet skjuler bag den ydre form, bag de eventuelt konstaterede videnskabelige eller ikke-videnskabelige tal eller data, ikke er noget, der kan opgives i tal, volumen, hastigheder, bølgelængder, gram eller meter. Juleevangeliet drejer sig jo udelukkende om en stimulering eller befordring af den foreteelse, vi kalder næstekærlighed eller rettere alkærlighed. Og alkærligheden er som bekendt ikke noget, man kan opstille i mål og vægt. Den er i sin dybeste natur selve universets bærende princip. Og det er dette princip, der er juleevangeliets fundament. Juleevangeliet fortæller eller åbenbarer altså dette princip i form af dets beretning om en gudesøn, der fødtes på jorden, og de sælsomme tildragelser, som knyttede sig til denne fødsel.