Som vi nævnte før, er det jordiske menneske en "gudesøn". Men foreløbig er det sig ikke denne identitet bevidst. Det opfatter allerhøjst sig selv som et "syndigt menneske". Men når det ikke er sig bevidst at være en "gudesøn", beviser dette kun, at dets "gudesønlige" eller "kosmiske" bevidsthed endnu ikke er helt født. Det, man ikke er blevet bevidst i, er man jo endnu ikke født i. Men da det opfatter sig selv som et "syndigt menneske", afslører denne erkendelse, at det i øjeblikket lever i to verdener. Det, der gør jordmennesket til et "syndigt" væsen, er dets anvendelse af de metoder og principper, der er de højeste idealer og livsbetingelser for de væsener, vi kalder dyr. Det er disse dyriske idealer, der giver sig udslag i at stjæle, røve, myrde eller andre former for udfoldelse af den stærkeres ret i selvopholdelsesdriftens og egoismens favør, medens de samme idealer for "menneskeriget" betyder den allerhøjeste lovovertrædelse og dermed underminering af alt normalt velbefindende. Når jordmennesket betragter disse manifestationer som "syndige", viser dette jo, at det allerede i nogen grad befinder sig som et "menneske", thi i modsat fald ville det jo betragte disse idealer, hvis det da overhovedet i denne situation kunne reflektere over sig selv, som den fuldkomneste form for oplevelse af livet. Det er altså misfornøjet med sig selv, når det anvender disse dyriske metoder. Og det er denne misfornøjelse, der lader det fornemme sig selv som et "syndigt" menneske. Det har opdaget andre og højere idealer, som det ønsker at være i kontakt med. Da disse højere idealer kun kan være modsætningen eller kontrasten til dyrenes idealer eller rettere sagt til dyrenes naturlige instinkter eller drifter og derfor må være uselviskhed og næstekærlighed, der jo er "menneskerigets" højeste idealer, beviser de, at væsenet i nogen grad er et "menneske".
      Da de "dyriske idealer" er blevet et onde, som det ønsker at bekæmpe, og de "menneskelige idealer" er et gode, som det ønsker at tilegne sig, bliver det hermed til kendsgerning eller virkelighed, at det er underkastet en "fødsel". Det er ved at "fødes" som "rigtigt menneske". Denne "fødsel" er det samme som dets "forvandling fra dyr til menneske". Det rigtige eller fuldkomne menneske fødes således ikke i "himmeriges rige", omgivet af hele den mentale eller åndelige verdens herligheder, men i "dyreriget". "Gudesønnens fødsel" foregår således midt i "dyriske" omgivelser og traditioner. "Dyrerigets" stank og urenheder er i hans nærhed, ja, er ikke hans "kosmiske fødselsproces" igennem de mange jordliv omgivet af hele en "stalds" atmosfære? – "Stalden" eller "dyreriget" er således nødsaget til at være skuepladsen for "gudesønnens kosmiske fødsel". Denne fødsel består jo netop i, at væsenet begynder at se "dyreriget" som udgørende en blot og bar "stald" og ikke noget virkeligt herberg for det fuldkomne menneske eller den kosmisk bevidste gudesøn, der som en "Kristus" er "ét med Faderen".
      Evangeliet fortæller os, at "kristusfødslen" udelukkende kun kunne foregå i "stalden" (dyreriget), fordi ethvert andet sted var optaget. Og på hvilket andet sted i tilværelsen skal vel en "Kristus" kunne "fødes" end netop i "dyreriget"? – I alle andre tilværelsesplaner er "kristusvæsenet" levende eksisterende og kan som følge heraf ikke "fødes". Den, der er født, kan ikke fødes, før han har gennemgået den virkelige død. Og den eneste zone i tilværelsen, i hvilken "kristusvæsenet" eller rettere sagt "kristusbevidstheden" kan være "død", er jo udelukkende kun "dyreriget". Det er ikke så mærkeligt, at juleevangeliet udtrykker "stalden" som fødestedet for "kristusvæsenet". Når jordmenneskets skæbne i så høj grad, som tilfældet er, udviser myrderi, krig og lemlæstelse, had og forfølgelse og de heraf følgende konsekvenser: sorg, melankoli og livslede, så er det kun "dyrenes lyde, stank og uddunstninger", som nødvendigvis må være til stede i "stalden" og derfor omgiver jordmenneskets "kosmiske fødsel" og derved mere eller mindre gør "stalden" uegnet til opholdsrum eller herberg for gudesønnen eller det fuldkomne menneske. Man forstår således her, hvorfor evangeliet lover jordmenneskeheden en højere mental sfære i form af "fred på jorden" (de dyriske princippers totale afskaffelse indenfor jordmenneskehedens mentalitet) og den heraf følgende "velbehagelighed" (næstekærlighedens strålende solvarme i alles øjne og kærtegn).
      At den nyfødte gudesøn må ligge i en "krybbe", så længe han kun har "stalden" til opholdsrum, er naturligvis også givet. Det er ikke almindeligt at sætte nogen for høj menneskelig kultur værdig komfort ind i en "stald" eller et opholdsrum for dyr. Der findes sædvanligvis ikke her blidt gyngende vugger eller bløde og kostbare barnesenge, da alt her jo kun er beregnet og tilpasset til dyrene. Jesusbarnet eller jordmennesket må da også under dette sit ophold i "stalden" som en nyfødt "Kristus" eller "gudesøn" lægges til hvile i en eller anden for hånden værende foreteelse i "stalden", f.eks. netop i "krybben".
      Hvad er da "krybben" i "kosmisk forstand"? – "Krybben" er den jordmenneskelige endnu "pattedyret" tilhørende organisme eller krop. Det "nyfødte barn", det "himmelske væsen", lægges altså i en for dyrene beregnet genstand. Men hvordan skulle vel selv en gudesøns ånd kunne manifestere sig i en "stald" på anden måde end ved de foreteelser, der findes i "stalden"? – Hvordan skal et "himmelsk væsen" fremtræde for den materielle verdens "dyrerige" uden igennem et dyrisk legeme? – Der findes jo endnu ikke rigtige fysiske legemer for det fuldkomne menneske eller for "himmelske væsener" på jorden.
      Gudesønnen eller "kristusvæsenet" må altså tilbringe sin første spæde barndom i en "krybbe", hvilket altså vil sige: i et "pattedyrs" organisme, fordi der endnu ikke findes virkelige "menneskelige" organismer (æteriske organismer skabt ved materialisation af kombinerede højere fysiske og sjælelige materier) på jorden. Gudesønnen må derfor i denne sin første spæde barndomstid fremtræde i en speciel "hanorganisme" eller en speciel "hunorganisme".