Menneskehedens anden epoke i den store indvielse eller i Guds skabelse af "mennesket i sit billede .. " er den, i hvilken mørket kulminerer. Det er den materialistiske og gudløse epoke. Det er denne, menneskeheden oplever for tiden. Den giver sig til kende igennem de mennesker, der ikke mere har den religiøse instinktevne. De kan derfor ikke mere "ane" Forsynets eller Guddommens eksistens og har dermed mistet evnen til at tro på nævnte. Da de kun kan opleve med fysiske sanser, kan de kun opleve fysiske eller skabte ting, som de kan analysere med deres nu stærkt fremtrædende intelligens. Da de kun kan opleve fysiske ting, har de kun disse ting at kunne analysere. Resultatet heraf bliver da også en kolossal materialistisk viden eller videnskab. Men denne videnskab er således kun en viden om rent materialistiske eller fysiske foreteelser eller ting. Den kan derfor ikke give menneskeheden livsmysteriets løsning. Den kan ikke give nogen viden om sjæl og ånd eller det usynlige "noget", der åbenbarer sig igennem ethvert levende væsens organisme, og hvorved dette "noget" bliver synligt som et "levende væsen". Mennesker af denne kategori er således lukket ude fra livets åndelige eller kosmiske side. Det er denne gudløse og materialistiske epoke, Kristus har bebudet som "dommedag", i hvilken "djævelen" skulle rase i al sin vælde. Og det er dette vælde, vi i foranstående har udtrykt som "antikrist", "djævlebevidsthed" eller de manifestationer i menneskenes væremåde, der ligger totalt uden for kristendommens væremåde såsom krigsmanifestationer, vikingekultur eller hedenskab. Det er altså hele denne side ved menneskene, der endnu er ufærdig, den side i menneskenes mentalitet og væremåde, der endnu ikke er blevet omdannet til sand kristendom eller "mennesket i Guds billede". Da menneskeheden efterhånden mere og mere mister sit religiøse instinkt, bliver den i tilsvarende grad uimodtagelig for verdensgenløsningens åndelige eller kosmiske vejledning. Den tiltagende materialisme fører menneskene bort fra kirker og templer, bort fra verdensreligionerne, netop fordi disses vejledende materiale kun er tilpasset til at kunne modtages i kraft af det religiøse instinkt, som nu er stærkt degenererende eller døende til fordel for menneskenes fremtrædende intelligensudvikling. Og med denne udvikling accepterer menneskene kun absolutte kendsgerninger eller videnskab. Men da menneskene kun kan opleve ved hjælp af de fysiske sanser, kan de også kun iagttage fysiske foreteelser og opleve disse som kendsgerninger. Men da de endnu ikke har evne til selv at opleve åndelige og kosmiske realiteter og heller ikke kan tro på andres oplevelser, viden og forklaringer angående disse realiteter, har de heller ikke evne til at tro på verdensgenløsningens nye impuls: "Åndsvidenskaben" eller verdensaltets kosmiske analyser, der igen udgør livsmysteriets løsning i intellektuel form, tilgængelig for en udviklet intelligens, human følelse og intuition, er de nødsaget til at blive materialister eller gudløse. Man kan altså ikke opleve de kosmiske realiteter med intelligens alene, kun når denne er forbundet med de andre to evner i fremragende udviklet tilstand, kan mennesket opleve kosmisk materiale, der kan analyseres af intelligensen og dermed i tilsvarende grad opleves som kendsgerning eller absolut viden. Men uden den humane evne, altså næstekærlighedsevnen, og intuitionsevnen ville væsenet aldrig nogen sinde kunne blive i "Guds billede efter hans lignelse". Da det imidlertid ikke er livets mening, at menneskene kun skal være i "djævelens billede", være i drabskulturen eller hedenskabet, må menneskene have disse to højere evner udviklet. Men da de ikke tror hverken på Gud eller åndelige verdener, hverken på reinkarnation eller skæbneloven, er de mere eller mindre uimodtagelige for verdensgenløsningens vejledning, ganske ligegyldigt om denne er videnskab eller ikke. Derfor er der kun en eneste vej til udvikling af næstekærligheden eller den humane sans, denne vej er lidelse. Og i alle situationer, hvor menneskene ikke har næstekærlighed eller høj human sans, der skaber de lidelse for andre. Men virkningen af denne lidelse kommer, ifølge loven for bevægelse, uundgåeligt tilbage til sit ophav og udløser sig i dettes skæbne som lidelse. Skæbneloven er uundgåeligt den, at "det et menneske sår, skal det høste". Og ligeledes dette, at "det man vil, at andre skal gøre imod os, det må vi selv gøre imod dem". Ser vi på menneskehedens epoke i dag, er der ikke noget overdrevet i at udtrykke denne som ragnarok eller dommedag. Over hele verden ser vi en kolossal tilbagevendende karma hjemsøge menneskene, virkninger af deres væremåde ikke blot i det nuværende liv, men også af deres væremåde i mange tidligere liv. Denne mørke karma- eller skæbnedannelse, dette resultat af djævlebevidsthed, vikingekultur eller hedenskab i nutidig og fortidig væremåde, afføder altså i menneskene den humane evne, den kærlighedsevne, hvormed man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Men denne næstekærligheds praktisering eller udfoldelse afføder igen den kosmiske evne: intuitionen, i kraft af hvilken man kan opleve kosmisk bevidsthed, opleve Gud og verdensaltet eller livsmysteriets virkelige og sande løsning. Derfor bliver ragnarok, dommedag eller mørket i verden således en uundværlig epoke i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Og vi må udtrykke denne som den store indvielses anden grad.