Ud af mørket
Artiklen: Et glimt fra verdensgenløsningen
7. KAPITEL
Djævlebevidsthed eller antikrist
Når kristendommen ikke har kunnet nå frem til en højere udfoldelsesgrad end tilfældet er, skyldes det den omstændighed, at menneskene skulle udvikles til en kulmination i modsætningen til kristendommen, hvilket altså vil sige til "antikrist". Medens kristendommens lys er kærligheden, er antikrist det samme som hadet og hvad dermed følger, som f.eks. frembringelse af alle former for våben lige fra de mest primitive og enkle og op til atom- eller kernevåben, bakterievåben og andre slags helvedesbefordrende dødsmidler. Det er ikke just det kristne livsprincip: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", man her tilsigter. De store verdenskrige vi har oplevet i dette århundrede viser, at man ikke viger tilbage fra at anvende disse gigantvåben, med hvilke man har forøget sin drabskunnen millioner af gange og har allerede i kraft heraf prøvet at udslette storbyer med deres befolkninger og kulturværdier. Det er altså det dyriske princip i mennesket, der således kommer til udløsning. Men da det i menneskets udfoldelse er millioner af gange mere effektivt end hos dyrene, kan man ikke kalde disse væsener for "dyr". Da denne dyriske manifestationsform udgør den totale modsætning til den absolutte menneskeform, der er det samme som kristus-manifestationsformen, kan man heller ikke udtrykke dette dræbende væsen som et virkeligt "menneske". Vi kan kun udtrykke denne kulminerende modsætning til kristus-bevidstheden eller kærligheden som det, Bibelen udtrykker under begreberne "djævelen" eller "den onde", der igen er det samme som "antikrist". Det er altså denne antikrist-mentalitet, der i særlig grad har holdt på at kulminere her i vort tyvende århundrede i form af verdenskrige med deres kølvand af koncentrationslejre og torturkamre, raceudslettelsesforsøg, røveri og overfald, had eller antipati, kold eller varm krig stater såvel som personer imellem. Gudløse ideologier søges mere eller mindre ved diktatur, vold og magt påtvunget menneskene, ligesom de søger at berøve dem evnen til at tænke frit ud fra egne erfaringer og følelser. Hvordan skal en sådan spændetrøjebelagt tænkning kunne være udtryk for kultur? Og hvordan skal en kultur kunne repræsentere kristendom ved hjælp af atom- eller kernevåbnenes udløsning af intet mindre end helvede? Det er ikke så mærkeligt, at mennesker er bange for mennesker. Menneskene spejder mod himlen og begynder at håbe på hjælp et eller andet sted fra. Der er mennesker, der begynder at forstå, at vejen til lyset, til verdensfreden, ikke kan tilkæmpes ved hjælp af myrderi og lemlæstelse af andre levende væsener, og vi skal nu se, at det ikke er slagtekniven, sværdet eller brintbomben, der er vejen til lyset, men at det derimod udelukkende er lyset i verdensgenløsningens livsbefordrende påbud, lyset i solskinsforedraget fra Galilæas bjerge, samt lyset fra Sinai bjergets massive tinder: Moselovens ti bud i ét: "Du skal ikke ihjelslå", der udgør den evige verdensfrelsende vej.