Ud af mørket
Artiklen: Et glimt fra verdensgenløsningen
8. KAPITEL
Hvorfor verdensgenløsningen tilsyneladende har tabt sin vejledende magt over menneskene
Verdensgenløsningen har absolut ikke tabt sin magt over menneskene, men menneskene har foreløbigt tabt deres forbindelse med verdensgenløsningen. De er i stor udstrækning blevet det, vi udtrykker som "antikrist". Antikrist er udtryk for alt mørket i verden, alt hvad der går imod kærlighedsloven og dermed imod verdensgenløsningen. Alle de mennesker, der går imod verdensgenløsningen, imod kærlighedsloven, er umodne eller immune for forståelsen af den grad af kærlighed og væremåde, som kom til udtryk igennem bjergprædikenen ved Genesareth Sø. Mennesker der ikke kan tro, at der eksisterer en guddom, er nødsaget til at blive gudløse eller materialistiske. Det religiøse instinkt, der danner basis for evnen til at tro, er degenereret hos dem. Derimod er deres intelligens kommet i en meget stærk udvikling. Men da man ikke med den kan opleve de evige fakta eller livsmysteriets løsning, er man stadig nødsaget til at være gudløs eller materialist. Og da de evige fakta alle hver især er et led i udfoldelsen af universets grundtone, kærligheden, ligger de på et sanseplan, der ligger hinsides intelligensevnen og de fysiske sanser. De kan kun opleves med intuitionsevnen som evige facitter, hvis detaljeringer man med intelligensevnen kan gøre sig begribelig. Men intuitionsevnen kommer ikke til sin rette udvikling, før mennesket har fået udviklet en vis human evne, der er det samme som næstekærlighed. Den højeste oplysning, de evige fakta, verdensaltets hemmeligheder, er ikke tilgængelige for mennesker, der endnu kan nænne at hævne, hade og forfølge andre væsener. Livet kræver stor åndelig modenhed af den, det indvier med kosmisk bevidsthed. Denne modenhed kan verdensgenløsningen absolut ikke give menneskene. Den fødes automatisk som et resultat af væsenets mørke eller lidelsesfulde og ulykkelige skæbne. Denne skæbne er igen identisk med virkningerne af de lidelser eller den gene, væsenet igennem sin ufærdige væremåde, enten i dets nuværende eller i tidligere liv, selv har påført sin næste, hvilket vil sige: andre levende væsener.