Igennem vor børnelærdom hørte vi første gang om "Getsemane Have". Vi fik at vide, at det var en lille lund uden for Jerusalem ved foden af Olie-bjerget hinsides Kedrons Bæk. Og vi lærte, at her holdt Jesus af at dvæle med sine disciple, ligesom det også var her, han tyede hen, da hans skæbne skulle afgøres. Det var her Mesteren tog sit livs tungeste beslutning: om han skulle lade sig korsfæste eller flygte.
      For den store masse af mennesker, der lever på religiøs autoritetstro og derfor er uden evne til at stille intellektuelle krav til den bibelske beretning, blev denne begivenhed kun en ydre fysisk efter Bibelens bogstavform, en begivenhed der dybest set kun blev et indre anliggende mellem Gud og Kristus. For de millioner af mennesker, der har mistet evnen til at tro på de bibelske beretninger og i deres indstilling til livet helt har hengivet sig til materien eller til den materialistiske videnskab, er beretningen om Jesus i Getsemane Have uden betydning.
      Ingen af disse to store grupper af mennesker ser den virkelige sandhed om livet, som denne begivenhed i sig selv er beregnet på at give den, der har "øjne, der kan se" og "øren, der kan høre". Det er nemlig således med langt de fleste religiøse beretninger fra fortiden, at de på én og samme tid er fortalt som ydre, historiske begivenheder samtidig med, at de rummer afsløringen af eller løsningen på et rent åndeligt problem. Derfor vil den åndeligt uinteresserede kun opfatte disse beretninger som historiske, på samme måde som han opfatter øvrige overleverede beretninger fra fortiden. Det store åndelige mysterium, der skjuler sig bag f.eks. de bibelske beretninger, fatter et sådant menneske ikke, ja, ofte aner han end ikke dette mysteriums eksistens.