Ud af mørket
Artiklen: Ud af mørket
12. KAPITEL
Den kosmiske død, der skulle blive følgen af nydelsen af kundskabens træ, er sket fyldest
Alt hvad der går imod dette at elske sin næste som sig selv er hedenskab. I sandhed, der forekommer vel nok megen hedenskab i det jordmenneskelige kristne samfund af i dag. Den sande, rene kærlighedsvisdom er vel nok blevet spaltet ud i mange forskellige afsporinger i form af partiske særfortolkninger. Om enhver sådan særfortolkning har der dannet sig en flok eller gruppe af væsener, som igen hver især i form af religiøse og politiske sekter og sammenslutninger kalder sig Guds udvalgte eller mener at tilhøre menneskehedens elite og have monopol på saligheden. I denne deres selvbestaltede, indbildte storhed tror de sig igen berettiget til at dømme alle anderledes tænkende medmennesker til band og bål, til fortabelse eller helvede. Tænk hvilken indbildt kristendom, tænk hvilken kulminerende overtro, at man i Jesu navn kan forsvare krig, mord og drab og yderligere tro, at man har ret til at dømme andre til mørke og lidelse, skønt det ellers i den kristne verdensreligion hedder: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes! Thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål I måle, skulle eder måles igen". Overalt ser vi således, at hedenskabet og dermed døden har erobret den sande kristendom. I stor udstrækning har man efterhånden forplumret kristendommen med så megen hedenskab og gjort den til et forsvar for mange af de dræbende, dyriske traditioner, som den i virkeligheden skulle advare og beskytte menneskene imod. Den rene kristendom er som en nytteplante, der er sået iblandt ukrudt. Ukrudtet er vokset op omkring den og har mere eller mindre halvkvalt eller forkrøblet denne kosmiske plante, dette guddommelige sennepskorn, der skulle blive til et stort træ, hvori himlens fugle skulle komme og bygge reder, ja, skulle blive til et stort rige, inden for hvilket alle bygger deres daglige liv, kultur og væremåde på en kulminerende kærlighed til alle. Men dette begyndende himmeriges rige, denne kristendommens kosmiske nedplantning i den jordmenneskelige mentalitet er altså ved at kvæles i hedenskabets eller de dyriske traditioners dræbende ukrudt. Mange af de mørke mentale ukrudtsplanter bliver i kristendommens navn ligefrem dyrket i stedet for at blive luget fra. Det er denne dyrkelse af mørkets eller hedenskabets selviske traditioner under mottoet, enhver er sig selv nærmest, der kendetegner den kristne eller kosmiske bevidstløshed. Den regerende eller magthavende del af menneskeheden tror hverken på en guddoms eksistens eller en logisk verdensstyrelse, ligesom dens egen udødelighed og evige identitet er så langt borte fra dens fatteevne eller sansesæt, at det ligefrem er en fornærmelse at påberåbe eksistensen af disse realiteter. Livsmysteriets løsning eller første årsag kan af nævnte del af menneskeheden kun opfattes som tilfældighed. Døden ruger således over den jordmenneskelige sfære, alt er skjult i en kosmisk nat. Virkningerne af nydelsen af kundskabets træ er sket fyldest.