Det er således ikke for ingen ting, at Kristus siger: "... men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til!", "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder...", "... og dersom han (din broder) angrer, da tilgiv ham! Og dersom han syv gange om dagen vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham". Senere pointerer han for apostlen Peter, at det ikke blot er syv gange dagligt, at man skal tilgive, idet han siger til ham: "... ikke indtil syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange". Vil det ikke netop sige, at man skal tilgive alt og alle? Når et menneske dagligt kan tilgive indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange, mon det så ikke dækker, hvad det overhovedet kan komme ud for af situationer, i hvilke det skal tilgive? Der kan efter denne daglige målestok af tilgivelse vist ikke være mere tilbage for det at tilgive. Alt skal tilgives. Hvis disse ord og begreber kun var en overfladisk fanatikers fantasifostre, ville de for længst have været borte med blæsten. Det der ikke er rodfæstet i virkeligheden, skal livets storme nok fjerne med tiden. Nærværende begreber og påbud har nu trodset årtusinder, og det udelukkende i kraft af, at de udtrykker en urokkelig sandhed, en sandhed, som nu er ved at blive til levende virkelighed igennem påviselige reaktioner i menneskets fysiske og sjælelige struktur og væremåde. Med næstekærligheden i sind og væremåde forsvinder den dødbringende tankespekulation, igennem hvilken man dygtiggør sig til at se "skæven i sin broders øje" uden nogen sinde at ville se "bjælken i sit eget øje". Med fjernelsen af denne skævhed i den daglige livsopfattelse har man fundet alle sygdommes og mørke skæbners medicin nr. 1. Kun igennem den går vejen tilbage til livet. For kærlighedens strålende solskin må lidelsernes domæne vige.