Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Gennem verdensaltets tomrum
7. KAPITEL
"Fødsel" og "død"
Som det fremgår af foranstående, er verdensaltets tomrum i realiteten ikke noget tomrum. Et sådant vil være en umulighed i universet. Men i alle situationer, hvor stoffet eller materien ikke er tilgængeligt for nogen som helst form for fysisk sansning, der opstår tomrummet. Hvordan skulle en verden eller et område, der ikke er tilgængeligt for nogen som helst form for fysisk sansning, ellers tage sig ud?
      At tomrummet ikke er et område, inden for hvilket absolut intet eksisterer, bliver, som vi før har påvist, til kendsgerning derved, at den for sanserne tilgængelige fysiske verden, hvilket vil sige: mælkeveje, sole og kloder, ikke i noget som helst tilfælde eller i nogen som helst situation har sin første årsag eller sit første udspring i den synlige verden. Vi ser, at der ud fra tomrummets mørke eller den usynlige verden udrinder en stadig strøm af materier, der fortætter sig og bliver synlig eller tilgængelig for de fysiske sanser. Ligeledes ser vi også, hvorledes de igen opløser sig og bliver utilgængelige for de fysiske sanser, hvorved de atter indgår i tomrummets mørke eller den usynlige verden, det er denne proces, vi kalder "fødsel" og "død".
      Vi ser, at sole og verdener fødes og dør, vi ser mineralske skabelser fødes og dør, ligesom vi ser vegetabilske og animalske produkter fødes og dør. Alt hvad der er tilgængeligt for fysisk sansning fødes og dør. Her gives ingen undtagelser. Da materien ikke kan blive til af intet, ligesom den heller ikke kan blive til intet, bliver denne fødsel og død henholdsvis ikke nogen absolut begyndelse eller afslutning. Fødsel og død er således i realiteten henholdsvis en indgang til og en udgang af den fysiske eller den synlige verden. Vi bliver altså vidne til denne materiens forvandling fra synlig til usynlig tilstand.