Artikel:  (1-4)        Kap.:  (1-5)      
      Avanceret søgning
Jordmenneskets skæbneårsag
1. KAPITEL
Troen på guddommelig hævn og favorisering
For den største part af jordens mennesker er deres daglige skæbne et uigennemtrængeligt mysterium. De forstår ikke, hvorfor nogle mennesker er underkastet utrolige lidelser og besværligheder samtidig med, at der er andre, hvis skæbne er en fuldkommen dans på roser. Da den ulykkelige såvel som den lykkelige skæbne kan begynde allerede i en spæd alder, kan de pågældende væsener jo tilsyneladende ikke selv have forvoldt den. Livet bliver, set i dette perspektiv, et eneste stort "hvorfor"?
      På dette spørgsmål har religionerne søgt at give svar. Man har i de ulykkelige eller mørke skæbner villet se en vred guds eller guders straf, og i de lyse eller lykkelige skæbner guds eller gudernes favorisering og yndest. Man har altså i troen på et guddommeligt forsyn kun været i stand til at se et eller flere væsener med rent jordmenneskelige svagheder eller tilbøjeligheder, væsener der kunne føle både vrede og straffelyst, trang til forfølgelse og hævngerrighed.
      Ud fra en sådan tankegang har det været naturligt, at man følte, man måtte gøre noget for at tækkes guderne eller guddommene og dermed komme i yndest og blive en guddommens favorit. Derfor er de gamle religioner fulde af offerceremonier; man ofrede det bedste, man ejede, om det så skulle være ens egne børn.
      I jødedommen, hvor man var nået så vidt i udvikling, at man troede på én gud som skaber og opretholder af alt levende, var man dog ikke nået videre, end at man opfattede denne gud som en stridens og hævnens gud, som måtte tilbedes i frygt og bæven.
      Det gamle testamentes beretning om Abraham, der ville ofre sin søn Isak til Herren, men i sidste øjeblik blev forhindret deri af Herrens engel, viser, at selv tanken om menneskeofring ikke har været fremmed for jøderne i en vis periode, men at man gik over til i stedet at ofre dyr.
      Blodige ofringer af mennesker og dyr har været en del af gudstjenesten hos alle folkeslag i en vis periode af deres udviklingshistorie, og dyreofringer finder sted her på kloden den dag i dag. Med menneskeofringer skulle det dog være slut i vor civiliserede tidsalder? Det skulle det vel være, men ikke desto mindre er billedet af den vrede guddom endnu så stærkt i menneskenes overtroiske sind, at en af de store verdensreligioner har en menneskeofring som det primære i sin dogmatik.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.