I den dogmatiske kristendoms forsoningslære opfatter man Jesu korsfæstelse som en nødvendig foreteelse for at formilde den gud, der er vred på menneskene for deres synder. Ved at modtage dette blodoffer vil Herren lade nåde gå for ret og tilgive hvert enkelt jordmenneske dets synder, hvis blot det i bod og anger vil hentyde til dette offer og blindt tror på, at Kristus som et "offerlam" med sit blod har befriet det fra den straf, som skulle bestå i helvedes evige pine.
      Tænk, hvilken overtro og hvilket hedenskab, der her som "kristendom" har indhyllet en stor del af menneskeheden i åndelige tåger! Det kan ikke bebrejdes nogen, at det har været således. Menneskeheden har ikke været moden til en højere indsigt i det, der er den egentlige skæbneårsag. Men denne overtro kan ikke vedblive at eksistere i en religion, der har kærligheden som fundament. Efterhånden som jordmennesket bliver mere og mere humant eller næstekærligt indstillet, bliver det sværere og sværere for det at forstå, at Guddommen for at tilgive et jordmenneske dets synd og fritage det for straf i alt fald måtte have ét andet væsen straffet, endda et væsen, der var uskyldigt og havde levet sit liv fuldstændig mønsterværdigt.
      Den opfattelse, at alle skyldige skal blive fri for straf, ligegyldigt hvor slette og ugudelige de har været, hvis blot de i sidste øjeblik accepterer, at et uskyldigt menneske påtager sig lidelsen og straffen, synes for mange mennesker i dag at være den rene sadisme.
      Det er ikke så mærkeligt, at det er vanskeligt for det intellektuelle og humant indstillede menneske at fatte, at en sådan psyke skulle være en guddom værdig. I situationer, hvor straffen ophæves for den skyldige, hvis blot en uskyldig påtager sig den, har straffen mistet sit formål, nemlig dette, på en realistisk måde at belære forbryderen eller synderen om hans synd eller brøde og indpode ham skræk og advarsel mod en gentagelse.
      Når straffen rammer den uskyldige, er det jo ikke forbedringen af individet, der tilsigtes med straffen, men blot selve straffens udløsning på et individ. Det skulle altså være straffen for straffens egen skyld og lysten til at se et væsen lide, der skulle være årsag til Forsynets begær efter straf. Det er dog ikke nogen normal retspraksis blandt mennesker, at en uskyldig blot kan påtage sig den skyldiges straf, så dommen bliver fuldbyrdet, men den skyldige går fri. De jordiske dommere skulle altså være mere retfærdige end den himmelske?
      Mon ikke der er noget galt i en sådan opfattelse af Guddommens psyke? En sådan overtro kan ikke blive ved med at fylde kirkerne og inspirere menneskene. Det humant og kærligt indstillede menneske kan ikke acceptere en guddomsopfattelse, hvis logiske konsekvenser bliver, at Gud skulle være en sadist, et uhyre eller et abnormt og sygeligt væsen.