Verdensreligion og verdenspolitik
Artiklen: Jordmenneskets skæbneårsag
4. KAPITEL
Vor egen "korsfæstelse"
Ganske vist tror færre og færre mennesker i dag på forsoningslæren, men dette, at lade andre påtage sig ens besværligheder og også at give andre skylden for noget, man i virkeligheden selv er årsag til, er almengældende og en væsentlig årsag til alle former for krig, der findes i verden i dag. Man må lære at se, at verdensaltets struktur og love fortæller noget ganske andet.
      Der forekommer ingen absolut "synd" i verden, derfor er der heller ingen "synder" at forlade. Der findes ganske rigtigt et ocean af lidelser og vanskeligheder, men hvorfor skulle de være udslag af en dæmonisk guddoms vrede? Når Guddommen selv opgives at være skaberen af disse "syndige" mennesker, må han jo også selv have en andel i deres "synd". At pine og plage de arme stakler, fordi de ikke er anderledes, end han har skabt dem, ville jo være den rene perversitet.
      Men Kristus, som har vist menneskene, hvordan man kan tjene og være kærlig i enhver situation, har jo netop sagt, at Gud er kærlighed. Han har også sagt "tag dit kors og følg mig". Vort kors, det er jo vor lidelse, altså har Kristus selv givet udtryk for, at vi må igennem vor lidelse for at opleve at blive "ét med Faderen", som er kærlighed. Men det passer jo med det før omtalte, at mennesker, der selv har oplevet lidelser og vanskeligheder, bliver mere medfølende og hjælpsomme over for andre. Lidelsen eller "korset" fører til næstekærlighed, til at tjene andre.
      Men hvorfra kommer "det onde", krigen, lidelserne, sygdommene, forbrydelserne, alt det som udfoldes som mørk skæbne for mennesker? Hvorfor er det sandt, som Paulus siger, at "det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg"? Fordi mennesket stadig er midt i skabelsen, og ikke er et "færdigt" menneske. Dette "underlige dyr", som nogle videnskabsmænd kalder mennesket, er netop "underligt", fordi det hverken er rigtigt dyr eller rigtigt menneske, det er et overgangsvæsen på vej til at blive, "mennesket i Guds billede". Den gerning, Kristus udførte som verdensgenløser, var at vise menneskene, hvordan det er at være et rigtigt menneske, der "sår den sæd, hvori alle jordens slægter skal velsignes". Den sæd er næstekærligheden, den er "vejen, sandheden og livet" for alle mennesker.
      Da jordmennesket har udviklet sig af et dyrerige og endnu er halvt dyr og halvt menneske, er det naturligt, at junglementaliteten endnu er den fremherskende i dets bevidsthed. Men længslen efter fred og en højere udfoldelse af skaberkraft og intellektualitet findes også. Det er dyret i mennesket, der er skyld i, at vi må have pigtråd og plankeværker om vore boliger, og i at vi må have politi og retsvæsen. Det er dyret i mennesket, der får nationerne til at opruste og udfolde deres intelligens i stadig forfærdeligere våben. Det er dyret i mennesket, som skaber den mørke skæbne.