Verdensreligion og verdenspolitik
Artiklen: Pilatus, Kristus og Barrabas
10. KAPITEL
"Opstandelsen" eller "den store fødsel"
At blive ét med Gud er det samme som at blive overskygget af eller blive fyldt med det, Bibelen udtrykker som "den hellige ånd". Den hellige ånd er igen det samme som Guds bevidsthed, Guds viden om universet. Guds viden om de levende væseners evige liv, Guds udfoldelse af kærligheden, der er universets grundtone, og i hvilken al skabelse finder sted. Det menneske, der efterhånden i sin daglige tilværelse har trænet sig op til at give Kristus i stedet for Barrabas fri i sin væremådes vanskelige situationer, det kan, som før nævnt, ganske rigtigt tabe i første omgang og i værste tilfælde dø på sit kors, men denne død er nøglen til opstandelsen fra de dødes område. Guds bevidsthed træder ind i dette menneskes hjerne og hjerte, kød og blod. Og dets lysende væremådes stråleglans sprænger gravens klippeblokke. Og i dette funklende strålevæld opstår den sejrrige gudesøn for sine bødler, der over for dette guddommelige lys må segne til jorden. Og gennem rummet lyder den opstandne gudesøns røst: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør". Det er den store fødsel, der lader mennesket fremstå i "Guds billede". Det er påskemysteriets inderste afsløring.