Verdensreligion og verdenspolitik
Artiklen: Hvorfor skal man tilgive sin næste?
11. KAPITEL
Magtprincippet og retsprincippet
Men til dette toppunkt eller til denne kulmination af væremåde er det almene jordiske menneske endnu ikke nået, selv om det er nået et godt stykke fremad på sin vej ud af det dyriske område. Det ufærdige jordiske menneske er altså et væsen, i hvem der delvis eksisterer dyriske tendenser og delvis menneskelige tendenser.
      Det er ikke så mærkeligt, at den menneskelige kultur i tilsvarende grad fremtræder delvis baseret på dyriske og delvis på menneskelige tendenser, hvilket igen henholdsvis vil sige: på princippet at dræbe og på princippet humanitet eller kærlighed. Vi ser derfor også store humane, tekniske og kemiske skabelser, glimrende materielle vidundere: kraft, lys og varme frembragt af mennesker. Igennem store kraftmaskiner bringer man naturens vældige kræfter til at arbejde for sig. På disse bundne kræfter lader mennesket sig befordre rundt på kloden, lige såvel igennem luften og under vandet som hen over kontinenternes skinneveje, autostradaer og på oceanernes vandveje ud over verden.
      Men samtidig med højt kulturelle menneskelige velsignelser gennemsyres menneskenes kultur af de i deres mentalitet endnu herskende rester af den dyriske natur, i hvilken det er magten og ikke retten, der er fremherskende. I et meget stort område inden for den menneskelige kultur hævder man endnu i større eller mindre grad princippet magt i stedet for ret. At dyrke magtprincippet i stedet for retsprincippet eller retfærdigheden er her ikke en livsbetingelse og kan ikke være en dyd, således som tilfældet er i dyreriget. At hævde magtprincippet i stedet for retsprincippet inden for det menneskelige samliv skaber afsporing af al menneskelig kultur i form af krig, mord og drab samt ødelæggelse af mange af de kulturelle forhold, der allerede i stor stil er blevet til glæde og velsignelse for menneskene.