Kosmiske glimt
Artiklen: Det femte bud
3. KAPITEL
Det er ikke blot den fysiske organisme, der kan dræbes helt eller partielt
Men det er ikke blot ved totale eller partielle drab på andre væseners fysiske organismer, at man overtræder det femte bud. Man kan også påføre et andet væsens mentalitet eller psyke partielle drab eller en invaliditet, ved hvilken det mister en større eller mindre del af sin førlighed, får nervesammenbrud, bliver et sjæleligt vrag. Sådanne partielle drab befordres blandt andet af pengeafpressere, ågerkarle, hensynsløse og ublu kreditorer, rygtesmede eller bagtalere og mange andre primitive mennesker, der i de givne situationer endnu er totalt blottet for humanistisk talent over for de væsener, der er blevet deres ofre. Som man her vil kunne forstå, spænder overtrædelsen af det femte bud over et meget større område, end man i den daglige tilværelse ellers plejer at regne med. Og da næsten intet almindeligt menneske kan sige sig fri af denne overtrædelse, vil de fleste derfor i større eller mindre grad være sjæleligt i familie med morderen. Det menneske, der virkelig vil fremad og opad mod humanitetens og kulturens tinder, må tænke lidt over dette sit familieskab med livets sabotører.