Meditation
Artiklen: På kærlighedens alter
2. KAPITEL
Kærlighedens praktiske væremåde som verdens frelse
Men igennem verdensgenløseren skulle der åbenbares et endnu stærkere lys fra Guds ånds strålevæld. Kærlighedens principper skulle ikke blot åbenbares i skønne ord og hymner. Den skulle ikke blive ved med kun at være abstrakt. Den måtte også åbenbares i selve kødet og blodet som praktisk levevis eller væremåde. Hvordan skulle menneskeheden ellers få syn for sagn? Hvordan skulle den ellers få bekræftet, at en mentalitet, der kunne opfylde alle de foranstående kærlighedsprincipper i væremåde, ikke var utopi, ikke var fantasi eller uvirkelighed, men en urokkelig realitet, der ikke blot allerede eksisterede i kød og blod, men tillige også var en af Gud manifesteret model, hvis efterligning i sind og væremåde urokkeligt vil føre alverdens mennesker ud af krigens og lidelsernes mørke nat og frem til kærlighedens og dermed til fredens livgivende hjertevarme og solrige egne? Igennem verdensgenløserens særlige væremåde blev det åbenbaret for verden, hvorledes et menneske i kød og blod virkelig kan besidde kærligheden til sin næste i en sådan grad, at den er ganske uberørt af, hvilken forfølgelse eller lidelse denne næste så end måtte have udsat det for. Ikke et eneste øjeblik under korsfæstelsens langsomme og pinefulde død, der vel nok er selve kulminationen af, hvad der kan påføres et menneske af tortur eller lidelse, kom verdensgenløseren ud af fatning og tabte sit kærlige sindelag. Den kærlige indstilling, han havde til sine omgivelser, her under også hans bødler og den hånende menneskehob ved korsets fod, udløste sig i det store kærtegn, der skulle blive nøglen til salighedens port eller verdens frelse. Og som en vældig lysglorie i jordens åndelige atmosfære funkler, lyser og varmer den dag i dag dette verdensfrelsende kærtegn i form af de evige ord på korset: "Fader! Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Her åbenbaredes det, at verdensgenløseren var – ét med Gud – ét med sandheden – og ét med kærligheden, både fysisk og åndeligt.
      I den vældige sjælsstyrke, der kom til udtryk i Getsemane Have igennem ordene: "Fader, ske ikke min, men din vilje", blev verdensgenløseren ét med Guds vilje, ét med verdens frelse, der her måtte baseres på skabelsen af et eksempel, en model for fuldkommen væremåde til efterlignelse for kommende tiders generationer, en åbenbaring af, at kærlighed i sin højeste fremtræden virkelig udgør dette, at give sit liv for andres redning. Her åbenbaredes det, at han var ét med kulminationen af denne ophøjede mentale tilstand. Igennem udtrykket, "thi de vide ikke, hvad de gøre" dokumenteredes det, at han var i kontakt med den allerhøjeste viden. Thi hans bødler vidste netop ikke, hvad de gjorde. De kendte ikke sandheden om Jesu liv og væremåde som Guds sendebud og verdensfrelser. Havde de ikke været så underudviklede, som de netop var, kosmisk set, havde de lovprist og hyldet ham. Men når de ikke vidste, hvad de gjorde, ville det være urimeligt, at de skulle hjemfalde til straf. Han bad derfor sin himmelske fader om at fritage dem for denne urimelighed. Livet har andre måder, ved hvilke det kan belære menneskene om deres fejltagelser end den voldsmetode, de under begrebet "straf" anvender over for de underudviklede medmennesker, de kalder "forbrydere". Disse tre demonstrationer af det fuldkomne menneskes væremåde: ét med faderen, ét med sandheden eller den højeste viden og ét med kærligheden, var de lysmanifestationer, der er verdens frelse, hvilket vil sige: menneskenes befrielse fra de levninger af dyrisk mentalitet, de den dag i dag endnu ikke har gjort sig fri af, ja endnu ligefrem holder højt i ære grundet på deres stadig underudviklede eller ufærdige tilstand.