Over den i det foregående afsnit skildrede psykiske sfære, i hvilken den største part af jordens menneskehed befinder sig, findes der en anden psykisk sfære, nemlig den, der i tempelstrukturen symboliseres ved den del af tempelrummet, der betegnes som "det hellige". Til denne del af helligdommen eller den jordmenneskelige mentale sfære har altså kun præsterne adgang. Men hvem er "præsterne"? Ved "præsterne" må her forstås alle de mennesker, der i kraft af egen udvikling selv er begyndt at have egne meninger. Derved bliver disse mennesker selvskrevne til at være førere for de andre. Vi finder blandt dem både førere for såvel mørk som lys mentalitet. De er ledere af såvel missionsstationer som gangsterbander. De er vældige agitatorer for deres egne ideer og fremtræder ofte som ledere af store foretagender. Ved deres evne til selvstændig tænkning er de født til at tage magten over de andre, og der findes ikke det materielle område i livet, hvor vi ikke møder dem. De er således "forgårdens" faste punkter, og forgårdsmenneskene er deres "slaver", idet de helt er afhængige af deres meninger, ideer og forestillinger. Det er disse mennesker, der bliver "diktatorer", "førere" eller "forkæmpere". Det er dem, der på alle livets områder, både de mørke og de lyse, opildner de andre og ved deres viden og indsigt giver disse andres mentalitet liv, både i moralsk og umoralsk retning.
      Men fordi man er blevet et selvstændigt tænkende menneske og grebet af et begær efter, at alle andre skal have de samme ideer og forestillinger som en selv, behøver dette ikke at betyde, at disse ideer og forestillinger er identiske med selve livets sandhed eller den logik, hvilket her vil sige: de love efter hvilke verdensaltet styres. Der eksisterer således ingen garanti for, at dette at følge disse mennesker er ensbetydende med at undgå ulykke og lidelse. Ingen kendsgerning er vel blevet demonstreret tydeligere i vort århundrede end netop farligheden i at følge de mange "førere", som nævnte århundrede har været så rigt på. Hvor mange tusinde, for ikke at sige hundreder af tusinder, er ikke i vor tid på grund af deres tillid til de fremstående politiske førere blevet ført direkte til slagmarkernes rædsler, til tugthuse og straffearbejde? I virkeligheden er alle landegrænser, undertrykkelse af andre stater og umenneskelig nedslagtning af hele folkeslag blevet iscenesat af denne types farligste repræsentanter. Megen religiøs fanatisme og nedbrydende intolerance inden for dette for menneskeheden så livsvigtige område har sine dybeste rødder i disse "forgårdens" ypperste, og det samme gælder utallige andre årsager til indbyrdes krig og ufordragelighed.
      Et særligt område bør her nævnes, og det er de forskellige politiske partier med deres hærskarer af journalister, der igennem disse partiers dagblade, ugeskrifter osv. hver især iscenesætter enorme propagandafelttog med det ene formål at hverve og derved mentalt slavebinde deres tilhængere, således at de som blinde robotter kan dirigeres til kamp mod andre rivaliserende systemer. Intet under, at menneskelivet er endt i det virvar, det kaos, som nu to på hinanden følgende verdenskrige har afstedkommet. Og intet under, at utallige mennesker jorden over er begyndt at vågne af både den religiøse og politiske suggestion og på egen hånd er begyndt at søge efter mere stabile sandheder end dem, de før så tankeløst accepterede som "evige sandheder". Thi så viseligt er livet indrettet, at overalt, hvor et menneske igennem suggestion udløser en væremåde, en livsindstilling, som er imod de kosmiske love, på hvilke en urokkelig lykketilstand beror, svarer livet tilbage med smerte, modgang og skuffelser. Der bliver livet et realistisk helvede i stedet for det himmerige, man havde forestillet sig.
      Alle jordiske mennesker, som har passeret de her nævnte to psykiske eller mentale sfærer, har i virkeligheden passeret den mørkeste del af deres udvikling eller af den "indvielse", der nødvendigvis må gå forud for betrædelsen af det tredje og sidste afsnit, det vi kender under navn af "det allerhelligste". Disse mennesker er nået frem til ydmyghedens stadium. De føler, at de midt i deres viden alligevel intet ved udover dette, at de ikke længere kan føres ved tro eller andres diktat. De føler sig hjælpeløse og råber efter fred. De råber efter livets mening, idet de føler, at denne mening må eksistere. De ser, at andre har fundet denne mening og i kraft heraf lever fuldstændigt suveræne og frigjorte for enhver form for suggestion. De ser, at disse mennesker "taler med Gud, som mennesket her taler med sin næste", og deres bevidsthed fyldes med en dyb længsel efter at blive disse mennesker lig i tanke- og handlemåde. Og ved denne deres indstilling er de nu blevet de sande aspiranter til den sidste del af den store indvielse. De er igennem deres egne, selvoplevede lidelser og de heraf affødte erfaringer modnede til at betræde det tredje af det store psykiske tempels områder: det allerhelligste.