Hinsides dødsfrygten
Artiklen: Hinsides dødsfrygten
19. kapitel
Det moderne forsvars- eller krigsindstillede gudløse menneske og den kosmiske videnskab eller verdensbefrielse
Nu vil det moderne forsvars- eller krigsindstillede, materialistiske eller gudløse menneske her udbryde: "Hvordan skal det gå til at kunne afskaffe de nuværende verdenskonflikter med at fortælle denne ny videnskabeliggørelse af de overleverede evige sandheder?
Hvem vil tro på dem?"
Krigen er jo baseret på forestillingen om ejendomsret til det eller det område, som en anden stat eller magt også mener at have ret til.
Hverken disse magters regeringer eller politikere eller de under dem eksisterende til ligesindethed suggererede folkemasser vil lade kravene falde, fordi der fra et eller andet sted i verden fortolkes en ny verdensopfattelse, ja endog som videnskab.
Det er jo ikke åndelige krav, men ren og skær materielle gevinster, værdier eller behageligheder, de hver især med vold og magt kræver opfyldt.
Det er gods og guld, staterne, politikerne og de af disse folkeførere suggererede masser ønsker.
De bryder sig ikke om analyser, der viser, at de er uvidende og dumme.
Doceringen af en sådan viden eller verdensopfattelse vil de sikkert så vidt muligt skynde sig at få bragt til tavshed.
De vil således grundet på manglende erfaringer, grundet på kosmisk uvidenhed og naivitet og de heraf følgende falske forestillinger, der danner grundlaget for deres livsfilosofi, umuligt kunne reddes ud af krisen.
De vil ligesom husdyrene ved en ildebrand stadig søge tilbage ind i det brændende hus, de lige er reddet ud af.
Men de er ikke så heldigt stillede som dyrene, thi for dem kan der opsættes en spærring, således at de ikke kan komme tilbage og ind i det livsfarlige, brændende hus, men for det uerfarne menneske er det anderledes.
De kosmiske love betinger, at der, hvor et menneske ikke kan lære ved vejledning eller undervisning, der kan kun livet selv tale.
Der må mennesket urokkeligt lære ved erfaringens vej, ligegyldigt hvor rædselsfuld denne vej så end måtte være.
Man kan således umuligt på et øjeblik ændre menneskehedens åndelige kurs med en videnskab, undervisning eller vejledning, ligegyldigt i hvor høj og urokkelig en grad den absolutte sandhed hermed ville blive åbenbaret.
Derfor skal man heller ikke tro, at ophavet til disse kosmiske analyser eller denne videnskabeliggørelse af livets skjulte sider mener at kunne "redde" menneskene fra den af deres nuværende materialistiske og gudløse livsfilosofi affødte verdensbrand.
Kun igennem deres egen udløsning af denne verdensbrand og oplevelsen af dens gruopvækkende rædselsscener, død og undergang vil disse mennesker komme til opdagelsen af deres vildfarelse.
Og med denne opdagelse opstår det spørgsmål, på hvilket den kosmiske videnskab er Guds eget svar.
Og for enhver, der i dag allerede er nået frem til dette spørgsmål, bliver dette Guddommens svar aktuelt.
For dem bliver denne nye, og dog evigt gamle viden, Guds modtagelse og omfavnelse af sin tilbagevendte fortabte søn.
Og igennem en voksende skare af disse tilbage til Faderen og Forsynet hjemvendte gudesønner vil verdensfreden vokse, og julens budskab eller forjættelse om fred og velbehagelighed for jordens mennesker blive til kendsgerning som et dagligt liv, der efterhånden urokkeligt vil brede sig ud over hele verden.