Hinsides dødsfrygten
Artiklen: Dømmer ikke
Dømmer ikke
1. kapitel
En gallaprydelse, der ikke er i kontakt med det femte bud
I menneskenes daglige liv forekommer der så mange indbyrdes uoverensstemmelser i livsopfattelse, i opfattelse af moral og væremåde, at de gør den samlede menneskeheds indbyrdes forhold til et ufredens hjemsted, ja, ligefrem til en dommedag eller et ragnarok. Hele menneskehedens historie til dato er en fortælling om en række blodige krige, hvor de stærkeste folkeslag har erobret og undertrykt de mindre stærke folkeslag, ligesom der mand og mand imellem også har eksisteret en atmosfære af intolerance, jalousi og skinsyge, der har affødt mord og drab og andre slags hævnakter. Rent bortset herfra har menneskene også et ocean af drab og undertrykkelse af dyr på samvittigheden. Ser vi på den opdeling i stater, jordens terræner er inddelt i, er disse også befordret ved hjælp af de statsgrupper af mennesker, der har været de stærkeste og har haft de bedste våben. Er ikke guldgalonerede krigsuniformer med sabelpåhæng kongers, fyrsters og andre rangspersoners fornemste prydelse, når de er i galla, rent bortset fra de eventuelle mange ordner og hædersmedaljer, hvoraf nogle eventuelt også er erhvervet ved tapperhed i krig, der yderligere skal vise, at her har vi for os en slags bedre mennesker. Er det da syndigt at bære disse prydelser? Absolut ikke. De passer udmærket til de udviklingstrin, de pågældende væsener står på, ja, de udgør netop dette trins særlige symptomer eller kendetegn, men det er ikke i kontakt med det femte bud: "Du skal ikke dræbe".