Alverdens mennesker er på vandring. De befinder sig på en ejendommelig vej. Det er ikke en vej, der kan måles i kilometer eller lysår, thi sådanne findes ikke i dens dimensioner. Den har absolut ingen længde eller størrelse i fysisk rum. Den er uendelig. Og den er ligeledes blottet for begrænsning i tid. Den er evig. Ikke desto mindre udgør den en passage hen over ubanede og stenede terræner. Den går op ad stejle bjerge såvel som ned gennem dybe afgrunde. Den går igennem polaregnes kulde og isørkener, gennem tropeørkeners sandstorme og fremad gennem krigsskuepladsers dødsterræner, sygdoms- og invaliditetssfærer og mange andre skiftende panoramaer i mørkets domæne. Herefter går den evige vej hen over funklende og lysende verdener i kulminerende kunst og videnskab, i visdom og kærlighed, verdener, i hvilke man lever sammen med Guddommen i skabelsen af verdensaltets styrelse, soles og mælkevejes tilblivelse, nye verdeners menneskeheders og dyre rigers livsdomæner og andre i kærlighed kulminerende åbenbaringer af Guddommen på lyvets tinder. På denne kosmiske eller evige Livets Vej befinder jordens menneskehed sig endnu i dens passage gennem mørkets domæne. Men her fra krigens og dødens natsarte sfærer har menneskeheden for længst begyndt at vende blikket mod det evige lys på højderne i kulminationen af Guddommens kærlighed. Dette er det urokkelige mål for hele jordmenneskehedens livsudfoldelse. Hvert eneste menneske, ja, hvert eneste levende væsen vil komme til at opleve dette guddommelige strålevæld og blive ét med Guddommen.