Livets vej
Artiklen: Livets vej
3. KAPITEL
Guddommens primære og sekundære bevidsthedstilstand og den evige livsfornyelse
Da alle levende væsener er Guddommens manifestations- og oplevelsesredskaber, har vi her fundamentet for hans
almagt.
På samme måde eksisterer han som
alvis, fordi han i de samme væsener besidder alle redskaber for udløsning af den allerhøjeste intellektualitet eller kulminationen af visdom.
At han ligeledes igennem sin identitet med alle levende væsener er ophav til
alkærligheden, er selvfølgeligt.
Gennem de levende væsener kan Guddommen således udløse alle slags manifestationer, alle slags forhold og derved åbenbare sig for alle eksisterende væsener i makrokosmos og mikrokosmos såvel som i mellemkosmos.
Guddommen er således forbundet med det mindste lille mikroskopiske væsen såvel som med det gigantiske makrovæsen.
Han er i det primitive dyr og menneske såvel som i det højeste visdomsvæsen.
Som modsætning til det evige lys i Guddommens primære åbenbaring som verdensaltets almægtige, alvise og alkærlige ophav eksisterer
mørket som en sekundær åbenbaring af hans bevidsthed.
Mørket er en fornyelsesproces af de levende væseners evige livsoplevelsesevne, der er degenereret i kraft af mættelse af lysoplevelsen i Guddommens primære bevidsthedszoner.
Det er væsener, der har levet så længe i de nævnte zoner, at mørkets kontrast er udslettet af deres vågne dagsbevidsthed, hvorved deres evne til at opleve vågent, dagsbevidst i de ydre verdener totalt er ophørt.
De har derfor kun mulighed for at leve i deres egen inderste bevidsthedsverden, hvilket vil sige: i deres erindringsverden, der for dem midlertidigt bliver en salighedstilstand.
Da denne deres erindringstilstand ikke mere kan forbindes med deres ydre oplevelsesevner, kan de altså ikke mere sanse i de ydre verdener.
Det eneste, der kendetegner deres eksistens i disse verdener, er alle de materier og energier, der udgør det, vi kalder
mineralriget.
På grund af denne væsenernes næsten manglende evne til at give udtryk for bevidsthed eller liv igennem denne ydre materie bliver den som oftest betragtet som livløs.
For at disse væsener igen kan komme til at opleve og manifestere igennem de ydre verdener, må der skabes nye sanser, igennem hvilke de atter kan komme til at opleve mørkets erfaringsfelter, i kraft af hvilke deres evne til at opleve lysets højeste erfaringsfelter atter kan blive til.
De første svage livsvirkninger fra disse, i de ydre verdener bevidstløse væsener i salighedsriget, møder vi på det fysiske plan i form af de energier og kræfter, der virker i mineralmaterien.
Dernæst møder vi livsytringerne i mere fuldkomne former som planteorganismer.
Disse udvikles efterhånden til dyreorganismer for endelig i sin højeste fysiske form at kulminere i det færdige menneskes organisme.
Denne organisme er da blevet så fuldkomment et manifestationsredskab, at dets ophav i kraft af den er blevet til det fuldkomne menneske i Guds billede, udstyret med
kosmisk bevidsthed, igennem hvilken det atter kan opleve sig selv som
ét med Guddommen og dermed ét med udødeligheden, ét med visdommen og ét med kærligheden.
I denne tilstand behøver væsenet ikke mere at inkarnere i fysisk materie.
Det vil derimod i denne overjordiske bevidsthedstilstand nu i umådelige tidsrum fortsætte sin livsoplevelse i de allerhøjeste lysverdener i Guddommens primære bevidsthed.
Og det absolut eneste, der kan fjerne væsenet fra denne altoverstrålende lystilværelse, er dets egen mættelse af lyset, som uundgåeligt vil blive en følge af lysbegærets tilfredsstillelse.
I kraft af den længsel efter modsætningen til lyset, som denne mættelse vil afføde, føres væsenet atter imod bevidsthedsfornyelsen i mørkezonen, der, som vi før har berørt, atter vil afføde længsel efter lyset og således fortsættende i al evighed.
I kraft af denne fornyelsestilstand, dette guddommelige fornyelsesprincip, bliver det levende væsens evige livsoplevelsesevne urokkeligt uforgængelig.
Den gamle opfattelse, at væsenerne i givne situationer kan blive evigt fortabte, ses således her som livets største overtro.
Alle levende væsener er i Gud og Gud i dem i al evighed.