Livets vej
Artiklen: Den sekundære og den primære opstandelse
5. KAPITEL
Den interimistiske materialisation vil engang blive en slags »jomfrufødsel«, der kan hæve reinkarnationen op over den nuværende form for fysisk fødsel og død
Med hensyn til den interimistiske materialisation kræves der kun sekunder der, hvor den ordinære materialisation kræver dage og måneder. Den førstnævnte sker derfor så at sige i lyn tempo. Her skal der derfor en hel anden stofydelse til, en helt anden indsats og ydelse af mediet, som her er i moderens sted. Hvis ikke det væsentligste af stoffet ved dematerialisationen gik tilbage til mediet, ville det endog kunne betyde en mere eller mindre livsfarlig katastrofe for mediet. Vi kan ikke her komme nærmere ind på dette problem, men må henvise til kommende analyser i mit hovedværk LIVETS BOG. Dog skal vi her nævne, at en sådan materialisation i virkeligheden er en fysisk fødsel. Denne fysiske fødsel afviger fra den ordinære fysiske fødsel ved at være en slags jomfrufødsel. Denne fødsel i form af en interimistisk materialisation skyldes jo ikke nogen kønslig befrugtning eller forplantning. Den er ikke baseret på en forudgående kønslig parringsakt mellem et hankøns- og et hunkønsvæsen. Denne jomfrufødsel i form af materialisation er endnu en meget sjælden foreteelse og så at sige ukendt af almenheden. Men dette forandrer ikke den omstændighed, at den hist og her i lukkede kredse eller cirkler, ved et samarbejde mellem fysiske og psykiske væsener, er ved at blive udviklet til en sådan stabilitet og kapacitet, at den engang i fremtiden, når menneskene har nået et langt højere etisk stadium end deres nuværende, vil komme til at bære reinkarnationen og fritage menneskene fra den nugældende grove og smertefyldte fødsels- og dødsproces. Menneskene vil da, i stedet for at blive født ud fra et moderliv, smertefrit blive materialiserede. Og deres død vil kun være en dematerialisation. Reinkarnationsprocessen vil da ikke mere være det uhyggelige døds mysterium for almenheden, som den er i dag. I denne kommende guldalder for jordmenneskene er Kristi rige, som før ikke var af denne verden, nu blevet et rige på jorden, et »himmeriges rige« i den fysiske verden eller på det materielle plan. Væsenernes udødelighed er da en kendsgerning på samme fysiske plan. Men før menneskene kan komme ind under denne underfulde, ophøjede livsform, må næstekærligheden være komplet, thi den permanente eller varige form, som materialisationsprincippet da vil udgøre, er netop udelukkende betinget af næstekærligheden og de hermed forbundne ændringer i den jordmenneskelige psyke. Det er netop fordi næstekærligheden mellem væsenerne ikke er fundamental, at materialisationerne i dag kun kan frembringes som akutte eller som øjebliksforeteelser og ikke under nogen som helst varig eller blivende form. Den nuværende momentvise materialisation er jo ikke baseret på moral, men derimod på vilje og koncentration.