De levende væseners udødelighed
Artiklen: Åndsvidenskabens nødvendighed
Åndsvidenskabens nødvendighed
Når menneskeheden saboterer millioner af sine egne livsceller
1. KAPITEL
Situationer, i hvilke den akademiske lærde kun er "lægmand"
Inden vi går over til at påvise åndsvidenskabens nødvendighed, vil det være gavnligt først at dvæle lidt ved, hvad "videnskab" i virkeligheden er. Under nævnte begreb skjuler sig nemlig mange fremførte opfattelser, påstande og dogmer, som i sig selv er skrigende imod logikkens love og derfor umuligt kan være "videnskab". Der hersker nemlig i stor udstrækning den overtro, at alt, hvad en professor, en doktor eller en anden autoriseret videnskabsmand eller akademiker fremfører, er "videnskab". At sådanne autoriserede lærde i kraft af deres akademiske uddannelse har forudsætninger for at fremføre virkelige, urokkelige kendsgerninger på mange felter, er selvfølgeligt. Men det betyder naturligvis ikke, at de samme væsener på alle felter er ufejlbarlige. Ja, de kan endog i visse felter være totalt uvidende. Og i sådanne felter må både professorer og doktorer eller andre akademiske lærde ligesom lægmanden hælde til formodninger eller hypoteser. De nævnte lærde er således ikke i kraft af deres universitetsophold eller studium på en læreanstalt under de hidtil gældende forhold i stand til at hæve sig helt op over lægmandsstadiet. Der er et overordentlig stort område i det daglige liv, i hvilket den materielle eller fysiske videnskab ikke kan fremlægge kendsgerninger og aldrig nogen sinde vil nå frem til at kunne dokumentere for eller imod. Den materielle videnskab kan kun opfatte og dokumentere i tal, mål og vægt. Hvad der ikke kan udtrykkes i denne art facitter, er for den hundrede procent materialistiske videnskabsmand eller forsker absolut uvirkeligt. Han vil derfor benægte eksistensen af ting, der unddrager sig volumenkontrol og ikke fremtræder som rum og tid og derfor ikke kan opgives i mål- og vægtfacitter.
      Over for eksistensen af "noget", der ikke kan udtrykkes i mål og vægt eller talfacitter, er professoren eller doktoren lige så fremtrædende "lægmand" som enhver anden, der ikke har akademisk uddannelse. Hans "videnskabelige" benægtelse vil derfor her være lige så "uvidenskabelig" som den almindelige "lægmands" eventuelle benægtelse af det samme "noget".