Da forvandlingen fra dyr til menneske strækker sig over det foran nævnte lange tidsrum, er det rimeligt, at den i det daglige liv er umærkelig og derfor af en stor part af menneskene bliver benægtet. Uintellektuelle og stærkt dogmatisk, religiøst troende mennesker, især inden for den kirkelige kristendom, tror, at det er en vanære og en gudsbespottelse at hævde, at mennesket nedstammer fra dyrene, og at det endnu til en vis grad er et dyr. De mener, at mennesket er en særlig favorit af Gud, og at dyrene kun er til for at være dets føde. De forstår slet ikke endnu, at animalsk føde er en afsporing fra den for mennesket normale ernæring. Disse højreligiøse mennesker, som er specialister i at docere eller prædike det femte bud, "du skal ikke dræbe", forstår ikke, at dette bud er den absolutte livslov for mennesket, og hvorved det altså bliver en livsbetingelse for mennesket ikke at dræbe. Hvordan skal humanitet og næstekærlighed ellers komme til at opfylde loven? Dyrene er absolut også vor næste. At dræbe denne næste er ikke blot ikke nogen livsbetingelse for mennesket, men at æde dette væsens organisme er i det lange løb dødbringende usundt eller skadeligt. Disse religiøst troende mennesker befinder sig altså i menneskehedens første store tilblivelsesepoke. Ser vi tilbage på menneskenes første begyndende forvandlingsproces fra dyr til menneske, ser vi, hvorledes det dyriske livsprincip "at dræbe" ligefrem her blev dyrket. Man troede på dræbende guder og djævle. Man troede, at guderne eller forsynet måtte kæmpe med livsfarlige fjender lige som de selv. Menneskenes og deres guders tilværelse var således helt analog med dyrenes, blot med den forskel, at menneskene kunne begynde dagsbevidst at reflektere eller tænke over den, mens dyret hovedsageligt førtes instinktmæssigt og var uden evne til at reflektere over noget forsyn eller guder. Men med hensyn til selvopholdelsesdriften var forskellen imellem dyr og menneske endnu meget lille. For begge parter var det magten, der var retten. Der eksisterede således i virkeligheden ikke nogen ret. Mennesket troede, at den dyriske livsbetingelse "at dræbe for at leve" var den absolut rigtige. Og hvordan skulle de vel også kunne tro noget andet på dette stadium i deres udvikling? Der var endnu aldrig nogen sinde blevet forkyndt noget om en guddom eller et forsyn, der ikke var en blodig eller overlegen dræber og hævner over for sine fjender. Der var endnu ikke faldet et eneste ord om virkelig næstekærlighed eller dette, at man skulle elske og tilgive sine fjender. Livet kunne endnu kun opretholdes ved hårde kampe, dels med naturen, dels med de vilde dyr og dels med medmenneskene. Denne hårde og endnu udprægede dyriske livsbetingelse krævede lige som hos dyrene, at man levede sammen i flokke. Væsenerne havde lettere ved at forsvare sig i tilværelsen, når de optrådte i flok, end når de var henvist til kun at kunne optræde enkeltvis. Derfor finder vi her menneskene sammensluttede i selvstændige grupper eller stammer. Og det er det samme princip, der i dag ligger til grund for menneskenes fremtræden som nationer og stater. Disse grupper eller stammer kæmpede så med hinanden om de bedste jagtterræner eller områder, hvor livsbetingelserne var lettest.