Men dette fra Golgata udstrålende lys, denne kristendommens sande ild, denne den rene gudebevidsthed, med hvilken menneskene skulle krones som væsener i "Guds billede", var alt for blændende til, at menneskene foreløbig kunne forstå denne mentale solopgangs detaljer. Gennem mentale farvede briller blev dette lysende sceneri fra den hellige stad afblændet så meget, at man i virkeligheden slet ikke forstod eller anede, hvad det var, der skete på Golgatas kors, og hvis lysende skær stadig med usvækket glans funkler i jordens aura eller psykiske atmosfære. Igennem de farvede briller, manifesteret i form af sakramenterne: dåben, nadveren og den derigennem stimulerede tro på "syndernes forladelse", var lyset fra Judæas bjerge alligevel så stærkt, at det afblegede de hedenske guder. Imod kristendommens solopgang og morgenrøde over jordens mentale himmel blev de kun til natsorte silhouetter eller skyggebilleder, der mere og mere fortonede sig i spøgelsesagtig opløsning, alt eftersom den kristne dag steg frem over jorden.