Den moderne verdenskultur eksisterer således som kamp på to fronter. På begge fronter er det magttilegnelsen, der er det afgørende. Det gælder liv og død på begge fronter. Derfor må stater og folk være permanent oprustet, ikke alene med det umådelige kostbare militærvæsen, men også med det ikke mindre uundværlige våben, der hedder "valuta" eller "penge". Dette sidste våben kan være lige så dødbringende, ulykkesbefordrende og udslettende menneskene og deres kulturværdier som militærvæsenets atom- eller brintbomber. At disse to krigsfronter ikke har kunnet befri menneskeheden fra krig og ikke har kunnet give den fred, er naturligvis en selvfølge. De har derimod inddelt menneskene i en kunstig overklasse og en kunstig underklasse, såvel mellem stater som mellem staternes borgere indbyrdes. Begge fronter er en martring af menneskeheden, idet de begge er en blodig og dødbringende kamp mere om magten end om retten. Det er en livsfarlig kamp om magten til ubegrænset at besidde jordens naturgoder som privatejendom ganske uafhængigt af, hvor meget dette så end måtte blive på bekostning af andre menneskers normale tilværelse eller medfødte ret til de samme goder.