Kulturens skabelse
29. KAPITEL
Den moderne verdenskultur er en dans om guldkalven
De økonomisk fængslede mennesker, der som nævnt udgør flertallet af jordens befolkning, får mere og mere til ideal at blive økonomisk frie mennesker, ja, blive økonomisk overlegne lige som de besiddende klasser, thi da kan de i tilsvarende grad komme til at leve i samme velstand og overflod som disse.
De tænker ikke her på den økonomiske fængsling og undertrykkelse, denne ændring i deres tilværelse vil koste andre mennesker.
Grundet på dette forhold, at en del mennesker besidder livsgoderne som privatejendom og i kraft heraf kan tvinge de andre mennesker til at arbejde for sig, fordi de andre ikke har anden udvej, hvis de overhovedet vil leve, afføder denne overklasse om end ufrivilligt i denne underklasses mentalitet mere og mere begæret eller længslen efter at komme til at leve i overklassens miljø og økonomiske velvære.
Denne længsel skaber en stærkt voksende tendens i underklassens mentalitet til oprustning imod og bekæmpelse af deres undertrykkere eller overklassen.
Dette bringer denne overklasse eller de besiddende til mere og mere at være på vagt.
Den skaber også oprustning til fordel for bevarelsen af de økonomiske goder og besiddelser, den har tilegnet sig, og den hermed forbundne mulighed for at tvinge de andre.
Underklassens mobilisering og oprustning til fordel for dens økonomiske frigørelse kender vi i form af fagbevægelsen og de hermed forbundne strejkemuligheder eller arbejdsstandsninger, ligesom overklassen som modtræk herimod også har dannet forening eller en fælles mobilisering og optræden til fordel for bekæmpelsen af underklassens voksende økonomiske krav.
Og hermed er der således åbnet en permanent voksende krigsfront inden for enhver stats eget daglige liv.
Og det er i virkeligheden den samme krig, der gør sig gældende nationerne imellem.
Nationerne eksisterer også som en slags overklasse og underklasse.
De store og meget besiddende stater danner således overklassestater, der i kraft af deres store og overlegne militærvæsen kan monopolisere store områder af de for alverdens mennesker livsvigtige produkter eller naturgoder.
Disse livsvigtige produkter kan kun komme de små stater til gode i kraft af, at de kan yde den valuta, de store stater selv dikterer.
Det er stadig de stater eller personer, der har størst monopol på de livsbetingende naturgoder i verden, der har magten og derved kan undertrykke de andre ikke besiddende personer og stater.
Derfor kan det også her ses, at der aldrig nogen sinde kan blive fred i verden, så længe idealet for al kamp er berigelse både hos de undertrykte og hos de besiddende.
Den økonomiske underklasse må kæmpe for at berige sig så meget, at den i det mindste kan komme til at leve et normalt liv, og overklassen eller monopolbesidderne må kæmpe for at bevare den engang erobrede magt og de hermed forbundne materielle goder og rigdomme.
Hvad enten det nu er stater, der er i krig med hverandre, eller det er arbejdere og arbejdsgivere, der er i konflikt, så er det i virkeligheden den samme krig.
Det er en kamp mellem økonomisk herskende og økonomisk undertrykte.
Det er en dans om guldkalven.