Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
Artiklen: Udødelighed
2. KAPITEL
Ufødte sjæle i visdommens eller virkelighedens domæne
At de jordiske mennesker skulle udgøre den allerhøjeste livsform og mentale autoritet i denne evige og umådelige stofmasse, kraftudfoldelse og skabelsesproces, er en livsopfattelse, der ikke er egnet til at skabe tryghed ved at være til. Det er den samme vildfarelse, som hvis vi opfattede cellerne som den højeste form for liv i et menneskes eller et andet mellemkosmisk væsens organisme og frakendte denne organisme den individualitet, hvis jeg, bevidsthed og væremåde åbenbarede sig igennem den, og hvis livsredskab den altså er. Således frakender de jordiske mennesker mere eller mindre det altomfattende stof-ocean, den altoverstrålende logiske skabelsesproces, intellektualitet, visdom og kærlighed, der åbenbarer sig som den evige realitet, vi udtrykker som »universet« eller »verdensaltet«. I sandhed, sådanne væsener er endnu ufødte sjæle i visdommens eller virkelighedens domæne. Det er ikke så mærkeligt, at man her er bange for døden, når den således i opfattelse er det altoverskyggende, mens selve livet eller det levende i forhold hertil kun er noget ganske mikroskopisk og dermed må være hjælpeløst over for dette makrokosmiske gigantdomæne af »livløse« og dermed »tilfældige« kræfter.