Hvad er sandhed
17. KAPITEL
Hvorfor de opdukkende moderne profeter, messias'er og kristus'er ikke kan få succes
Men hvad skal en menneskehed, der er begyndt at træde ind i et udviklingsafsnit, hvor man kan de allerede overleverede største livsfacitter fra verdens største vise og hellige bøger på remse udenad, med en »messias« eller »kristus« i gammeldags forstand, hvilket vil sige: et væsen, der på ny genfortæller de blotte livsfacitter uden nogen som helst analysemæssig eller videnskabelig udredning, der kan være næring for den nu stærkt udviklede intelligens eller evne til at forstå? – Har Østens mennesker ikke igennem årtusinder fået disse facitter (ganske vist mere eller mindre symbolsk) forkyndt i klostre og templer af hellige mænd, præster og vismænd? – Er det samme ikke tilfældet med Vestens nationer? – Er ikke livsfacitterne i form af evangelier og dogmer her i århundreder ligeledes indgivet væsenerne så at sige med modermælken? – Har det ikke lydt, og lyder det ikke fremdeles fra tusinder af kirkers og religiøse samfunds talerstole: »Hvad et menneske sår, dette skal han og høste«, – »Stik dit sværd i skeden! Thi alle de, som griber til sværd, skulle omkomme ved sværd«, – »Hævner Eder ikke selv, I elskelige, men giver vreden rum! Thi der er skrevet: Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger Herren«, – »Saligt er det hellere at give end at tage«, – »Du skal elske Herren din Gud, af dit ganske hjerte og af din ganske sjæl og af dit ganske sind«, – »Du skal elske din næste som dig selv?« – Kan der siges større sandheder eller facitter? – Og er der ikke prædikanter, præster og ypperstepræster nok i dag til at forkynde disse facitter? – Er det ikke ord, der er indprentet i Vestens mennesker lige fra de så at sige blev færdige med vuggen og for første gang skulle begynde at forstå? – Har de ikke lydt til alle igennem forældres tale, igennem skolegang og konfirmationsforberedelse, igennem gudstjeneste og stimuleret ved sakramente, dåb og nadver? – Ja, er det ikke således, at væsenerne i udstrakt grad ligefrem er mættet indtil trivialitet eller lede med disse facitter? Begynder man ikke netop at tage religionsundervisningen ud af skolerne? Og bliver der ikke flere og flere tomme kirkestole under gudstjenesterne eller de store facitters forkyndelse? –
      Hvad skal en sådan med livsfacitter overmættet menneskehed med en »messias«, der kun plagierer eller genfortæller de blotte facitter og således stadig lader disse forblive slet og ret dogmer? – Hvad forskel er der på ham og alle de andre genfortællere af nævnte facitter, præster eller prædikanter? – Hvordan skal en sådan genfortæller af dogmerne finde en millionfoldig tilhængerskare blandt væsener, der allerede i forvejen indtil lede er mættet med disse facitter eller dogmer? – Hvordan skal en sådan »messias« kunne frelse en menneskehed, der allerede er foran ham i udvikling? – En »messias«, der ikke kender dogmernes eller de højeste livsfacitters videnskabelige eller kosmiske analyse i en sådan udstrækning, at han som videnskab kan fortolke disse, så de kan accepteres af intelligensen, kan jo højst selv kun være knyttet til de evige facitter ved tro. Han er således ikke engang selv vokset fra at tro. Han er altså ikke nået så langt frem i udviklingen eller ud af enfoldigheden, at han selv kræver forståelse. Men derved kommer en sådan »messias« jo til at afsløre, at han i realiteten kun er en troende tilhænger af den Kristus eller Messias, han udgiver sig selv for at være. Men når han er en troende tilhænger af den virkelige Kristus eller Messias, befinder han sig jo kun på det samme udviklingstrin som andre religiøst troende mennesker.
      Han har endnu slet ikke passeret troens fulde kredsløb, er ikke blevet mættet af den og må således befinde sig bag efter de væsener, der i det samme kredsløb allerede har udlevet trosevnen og nu kun kan få åndelig næring igennem forstanden eller gennem deres intellektuelle begavelse og talent, selv om disse væsener ganske vist i øjeblikket mere eller mindre er materialister, fordi de endnu ikke har fundet den tilstrækkelige åndelige næring, deres forstand og følelse kræver. Men selv om denne indbildte »messias« ganske vist i virkeligheden kun er et religiøst troende menneske, så afviger han dog fra et sådant væsen i kraft af sin indbildte forestilling om at være Kristus. Han er således ikke engang et normalt og sundt troende væsen. I sandhed, er det ikke let at se, at han lider af indestængt, utilfredsstillet ærgerrighed, en sygelig trang til at spille rolle, til at blive æret, beundret eller ligefrem tilbedt? –
      At en så altbeherskende selvdyrkelse kun kan udløses af en indbildning, der meget mistænkeligt minder om de indbildte projekter, fantasihistorier og heltebedrifter, hvormed en form for psykopater udsmykker sig selv, behøves der ikke nogen fremragende begavelse for at se. Og disse syge eller abnorme drømmes sidste fase ender da også gerne bag et hospitals porte.