Kap.:  (1-21)      
      Avanceret søgning
17. kapitel
Den gyldne ilddåb
Da jeg den næste dag om formiddagen atter satte mig til rette i min meditationsstol og næppe var færdig hermed, ombølgedes jeg atter af det guddommelige lys. Jeg så ind i en blå lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne. Og således blev det ved med at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastig vibrerende materie, at jeg følte, at her var jeg på højden eller toppunktet af, hvad min organisme og bevidsthed kunne tåle. Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk tilværelse. Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve. Alle detaljer var ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den Almagt, den højeste levende kraft, igennem hvilken det guddommelige jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjergtaget. Den guddommelige ild vibrerede i og udenfor, over og under mig. Den "Guds ånd", der i følge Bibelen "svævede over vandene", den "ild", der "brændte i tornebusken" for Moses, den "ild", der førte Elias til himmels, den "ild", i hvilken Jesus blev "forklaret" på bjerget, den "ild", der viste sig over apostlenes hoveder, og senere skabte Saulus om til Paulus på vejen til Damaskus, den "ild", der gennem alle tider har været "alfa" og "omega" i enhver form for højeste skabelse, manifestation eller åbenbaring, flammede her foran mine egne øjne, vibrerede i mit eget bryst, i mit eget hjerte, indhyllede mit hele væsen. Jeg følte det, som om jeg badede i et element af kærlighed. Jeg var ved ophavet, var ved selve kilden til alt, hvad der findes af varme i en faders og moders sympati for afkommet, af gensidig hengivenhed i et ungt pars elskovsleg. Jeg så den kraft, der får en hånd til at underskrive benådning, ophæve slaveri, beskytte de små i tilværelsen, det lille dyr såvel som det affældige menneske. Jeg så det solskin, der kan smelte isen og fjerne kulden i ethvert sind, omdanne håbløshedens og pessimismens golde ørkener til frugtbare, solrige egne i bevidstheden, varme hjertet, inspirere forstanden, og derved få individet til at tilgive uretten, elske fjenden og forstå forbryderen. Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms bryst. Jeg dvælede i alkærlighedens udspring, så den guddommelige fuldkommenhed, så jeg var ét med vejen, sandheden og livet, var ét med den store Fader. –


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.