Livets Bog, bind 1
"Folkenes Forbund". "Folkenes Forbund" som et lov- og retsvæsen uden politi blandt bevæbnede "stenalderindivider". Uselviskhed som verdensrigets grundvold
101. Vi bliver da også vidne til, at udviklingen allerede har begyndt at skabe svage tendenser til en verdensøvrighed. Disse tendenser fremtræder i dag under begrebet "Folkenes Forbund". Men dette forbund er endnu allerhøjst kun at betragte som et "foster" til en verdensret. Det ejer ikke værdierne og har derfor ingen virkelig realistisk magt bag sig. Det er ligesom statsmagterne i meget stor udstrækning underkastet "pengemagten" og bliver således dennes "undersåt" i stedet for dens "herre". Blandt de "individer" (nationer), for hvem det skal være "retsvæsen", er det endnu kun en smuk "tanke", en "papirsaftale", det kun kan få respekteret indenfor et område, hvor den ikke griber ind i "individernes" (nationernes) formentlige ejendomsret. Det er således endnu kun et lov- og retsvæsen uden politi blandt bevæbnede "stenalderindivider" (nationer) og kan altså ikke praktisere loven og retten længere end indenfor et område, der ikke kolliderer med denne bevæbning. Men dette er kun ganske naturligt. Der er ingen ting, der kan fødes voksen. Og en så mægtig realitet som en verdensøvrighed kan ikke blive til uden ved en gradvis stigende udvikling. Det ville betyde intet mindre end en katastrofe for tusinder af mennesker, hvis en sådan realitet blev til på én dag. Men dette fritager naturligvis ikke noget som helst jordmenneske for den pligt, det har til at arbejde med på en sådan verdensdomstols hurtigst mulige skabelse.
      Ovennævnte forbund eller sådanne tendenser, som dette er udtryk for, er altså begyndelsen til en verdensøvrighed og dermed begyndelsen til at forene alle verdens stater til ét rige. Men for at de nævnte tendensers resultat eller et sådant forbund virkelig skal blive en verdensdomstol eller verdensret, må nationerne, der jo udgør de "individer", for hvem det skal være en domstol, overgive deres våben til nævnte domstol. Sålænge de selv udgør en bevæbnet magt og deres øvrighed eller domstol en ubevæbnet magt, da kan samme ret eller øvrighed ligeså lidt yde garanti for, at loven og retten kan ske fyldest, som det almindelige lov- og retsvæsen indenfor den enkelte stat kan garantere tryghed og retfærdighed, hvis det var uden politi, og borgerne var bevæbnede. Men ligesom det her er forbudt borgerne at bære våben, således vil "individerne" (nationerne) i verdensstaten også blive forhindrede i at bære våben. Kun uselviskheden repræsenteret i form af verdensøvrigheden, loven og retten kan være retmæssig herre over mordinstrumenterne. Men for at dette kan ske, må indbyggerne i alle lande stille sig i kontakt med uselviskheden, hvilket i denne forbindelse vil sige "internationalisme". Alle former for udvikling indenfor den jordiske menneskehed vil derfor komme til at forme sig i retning af internationalismen eller uselviskheden, som udelukkende kan udgøre den grundvold, på hvilken et altomfattende guddommeligt verdensrige kan hvile.