Livets Bog, bind 2
"Underbevidsthedsfunktionen". "Skæbneelement" og "talentkerner". "Overbevidstheden". "Indvikling" og "udvikling"
326. Hvad er da "stof"? - Og hvad er det, der gør "stoffet" "levende"? - Som tidligere omtalt i "Livets Bog" vil alt stof være at føre tilbage til de seks store grundenergier: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Disse store fundamentale grundenergier eksisterer som udgørende kraftkilder for det i ethvert levende væsen eksisterende jeg. Disse energier er så nær forbundne med jeget, at dette kun behøver at ønske, og energierne sætter sig straks i svingninger, ja, selv det mest mikroskopiske lille begær får disse energier til at overgå i forskellige kombinationsforhold. Som jeg før har udtrykt, befinder jeget sig på "den guddommelige trone" ganske hævet over alle energier. Disse ligger jo som tjenende kræfter under det, beregnet på at tages i brug når som helst det passer ind i jegets væren. Da jeget således på denne "trone" er udenfor sine seks legemer og kun er knyttet til det andet princip: "X2", kan det her ikke udløse nogen som helst anden form for manifestation end "tiltrækning" og "frastødning". Selve oplevelsen af denne funktion fornemmer jeget som de allerførste spæde former for sympati og antipati. Men fornemmelsen har endnu ikke detaljeret form. Den er endnu en ubevidst funktion, alene opretholdt i kraft af et organ i "X2", jeg har givet navnet "skæbneelementet".
      En nærmere redegørelse af dette organ vil finde sted senere i "Livets Bog" under specialanalyseringen af "X2". Men her skal jeg dog lige nævne, at "skæbneelementet" er et organ, der udgør sædet for opbevaring af det pågældende væsens evner, anlæg eller talenter. Enhver tilbøjelighed, enhver karakteregenskab, enhver dyd eller last har her i dette organ sin rodfæstning. Disse bevidsthedsnuancer, dyder eller laster, udvikles jo gennem individets gentagelse af særlige bestemte manifestationsarter, der så hver især ved denne gentagelse bliver til vanebevidsthed, der igen er det samme som selvfunktion. Det vil i virkeligheden igen sige, at der ved de mange gentagelser har udviklet sig et lille organ, der har den egenskab at kunne tiltrække og frastøde de for den pågældende manifestationsart nødvendige stoffer eller materier. Denne funktion befordres ellers af hjernen, hvilket kræver, at individet må være dagsbevidst med i detaljeringen ved de pågældende materiers konstellation eller sammensætning. Men efterhånden som gentagelserne skrider frem, og det førnævnte lille organ bliver mere og mere udviklet, bliver det i stand til at kunne befordre konstellationerne af materierne eller stofferne ved den pågældende manifestation således, at hjernen aflastes for denne funktion, der da skrider ud af individets dagsbevidsthed, bliver en funktion, der tilsidst er så selvstændig, at den sker, enten individet vil det eller ikke. En sådan funktion kalder vi en "underbevidsthedsfunktion".
      Af sådanne funktioner har det levende væsen mange. Til disse hører selve hjertefunktionen, kirtelfunktionen, fordøjelsesfunktionen, ja, selve skabelsen af individets fysiske og åndelige legemer foruden de herigennem manifesterede dyder eller laster, karakteregenskaber, almindelige anlæg og talenter eller absolut alt, hvad der sker i det levende væsen udenfor dets vågne hjerne- eller dagsbevidsthed. Det lille organ, der således selvstændigt kan befordre en funktion og derved aflaste hjernens eller dagsbevidsthedens medvirken i denne, har jeg kaldt "talentkernen".
      Sådanne "talentkerner" kan ikke have sæde i det fysiske legeme, ja, kan end ikke have sæde i de åndelige eller overfysiske legemer, idet disse jo også er et resultat af "talentkerner", er et resultat af opelsket vanebevidsthed. Og det er jo netop i kraft heraf, at man kan påvise udødeligheden som en virkelig videnskabelig kendsgerning, idet man ved at konstatere, at legemsskabelsen er et resultat af forudgående opelsket vanebevidsthed, og denne vanebevidsthed kun har kunnet blive til igennem en tilsvarende forudgående fysisk tilværelse, og hvorved det så bliver en kendsgerning, at individet har levet i et tidligere fysisk legeme, har haft en tidligere fysisk tilværelse, der igen har været baseret på en forud for denne eksisterende tilværelse og således fremdeles. Det pågældende "skæbneelement" med tilhørende "talentkerner", i hvilken legemerne har deres rodfæstning, eksisterer altså ikke i selve disse legemer, men fremtræder derimod som detaljer i den realitet, vi kender som "X2". Da dette "X" således i forbindelse med "X1" rummer selve overkommandoen over eller er fundamentet for en hvilken som helst skabelse, en hvilken som helst bevidsthedsnuance, et hvilket som helst udtryk, der måtte komme til syne i det levende væsens manifestation, vil vi fremtidig i "Livets Bog" kalde disse to "X'er" for "overbevidstheden".
      Denne "overbevidstheds" funktion har altså sit udspring i "skæbneelementet" og eksisterer ikke som nogen klar dagsbevidsthed. Den eksisterer derimod som en fuldkommen ubevidst automatfunktion. Den lystrer de evige love, på hvilke "spiralprincippet" i udviklingen er baseret. "Skæbneelementet" er bygget op af den syvende grundenergi: moderenergien.
      Da "overbevidstheden" jo udgør kombinationen af hele individets evnefunktion, der igen bliver basis for dets legemlige fremtræden, i fysiske såvel som i åndelige materier, kan dets samlede manifestation ikke undgå at bære præg af disse love. Dette præg kender vi i den daglige tilværelse som identisk med individets udviklingstrin. De evige love bevirker nemlig, at individets manifestation eller tilkendegivelse i tilværelsen kommer til at foregå i en evigt fortsættende rytme fra kulminationen af en latent tilstand til kulminationen af en udfoldelsestilstand for derefter atter at bevæge sig mod en ny kulmination af latent tilstand og en ny kulmination af udfoldelse. Det levende væsens manifestation eller åbenbaring finder altså sted som en tiltagen i vækst og en aftagen i vækst. Disse to udfoldelsesformer er at udtrykke som henholdsvis udgørende "udvikling" og "indvikling".