Livets Bog, bind 2
Jeget er forud og bagefter detaljerne i sin skabelse
347. Men livet har ingen begyndelse. Det er et evigt kredsløb. Og det levende væsen er ophavet til dette kredsløbs detaljering eller kolorit. Det er de enkelte detaljer i dette kredsløb, der har begyndelse og afslutning. Men ophavet til det, der har begyndelse og afslutning, må være forud for en sådan begyndelse. Hvorledes skulle detaljen ellers være blevet til? - Og hvis ophavet ikke eksisterede efter detaljens ophør eller afslutning, ville hele detaljens fremkomst have været formålsløs. Hvis ophavet til skabelse ikke selv skulle høste erfaringen ved sin skabelse, hvem skulle så høste den? - At andre skulle høste denne erfaring, medens ophavet til den selv skulle dø, ville da være ganske uretfærdig. Det ville jo være det samme som, at nogle væsener kunne høste eller tilegne sig alle de behageligheder, som andre havde sået, medens de, som måske med stort besvær havde skabt årsagen til eller grundlaget for behagelighedernes fremkomst, aldrig selv kunne komme til at nyde godt af denne deres skabelse eller sæd. Men således er naturens love ikke. Den mand, der får våde fødder, må selv opleve virkningen deraf. Man bliver ikke forkølet, fordi ens næste går for tyndt påklædt.
      Det er rigtigt, at det her i det almindelige jordiske menneskes horisont ser ud til, at mange lider uskyldigt, og at andre høster en masse fordele, som de ikke har rørt en hånd for at få fat i eller gjort sig fortjent til. Men denne opfattelse er igen udelukkende baseret på den alt for lille jordmenneskelige horisont, der kun spænder over jordmenneskekroppens levetid og således ikke har noget som helst evighedsperspektiv. Væsenet ser jo kun sig selv som en timelig ting. Det gør sin eksistens identisk med kroppens levetid, og har dermed lukket ude fra sin dagsbevidsthed, alt hvad det eventuelt har bedrevet forud for denne krops eksistens. Det har derved mistet alle forudsætninger for at forstå sin fremtid efter denne krops afslutning eller undergang.