Livets Bog, bind 2
"Salighedsvæsenerne" har "fuldkommet løbet" og ser lidelserne fra "Guds eget udsigtspunkt"
400. Men hvor er dette "gensyn" af fortiden blændende og strålende. Der er eventyrglans over denne skønne zone i spiralen. Alle erindringer her, ja selv de mørkeste, opleves som umådeligt strålende og fordunkler erindringerne fra den lige oplevede højeste sfære eller "guddommelige verden". Men her må man jo huske på, at individets mættelse af nævnte verden jo endnu i overordentlig stor udstrækning er dominerende.
      For "salighedsrigets" ordinære væsener bliver opholdet i nævnte rige en total genoplevelse af alle dets forudgående oplevelser i spiralens riger. Oplevelserne her er altså ikke "nyoplevelser" således som oplevelserne i den "ydre verden", men til gengæld skaber de en overordentlig stor "gensynsglæde". Der er ikke en eneste oplevelse her, ved hvilken der klæber nogen som helst form for jordisk mørke, såsom bitterhed eller had til noget eller nogen. Selv mord- eller forbrydelseserindringer kan end ikke skabe selv de allermindste former for den uhyggeatmosfære, som de indhyller alt og alle i her i den jordiske sfære. Man må her huske på, at "salighedsvæsenerne" alle er væsener, der lige har opholdt sig i Guddommens egen zone, har til overdådighed oplevet hans åsyns guddommelige hellighed og renhed, hvilket igen vil sige universets eller altets absolutte fuldkommenhed, dets urokkelige hårfine retfærdighedslove, der igen er det samme som kulminerende intellektualitet og kærlighed. De nævnte væsener bærer endnu i deres dagsbevidsthed Guddommens udtrykte "billede efter hans lignelse". De er endnu "ét med Faderen". De har "fuldkommet løbet", hvilket vil sige, de har oplevet hele livets kredsløb og dermed oplevet Guddommens hele hensigt med mørket og lidelserne. De har oplevet lidelsernes yderste konsekvens og ved, at disse i virkeligheden udgør porten til "himmeriges rige".
      Uden en oplevelse af mørket ville der umuligt kunne skabes en oplevelse af lyset. "Salighedsvæsenerne" har derfor tilegnet sig Guddommens eget syn på lidelsernes sande mission og ved, at de udgør fundamentet for kærlighedens eksistens. De ser, at lyset og mørket er lige uundværlige realiteter i verdensaltets styrelse eller i skabelsen af de levende væseners oplevelse af livet. Og uden dette syn ville de jo heller ikke være "ét med Faderen". Og med dette syns guddommelige intellektualitet eller klarhed, udrenset for alt, hvad der eksisterer under begrebet "dumhed" og dens tro følgesvende: ond kritik og mishagsydelse, er væsenerne i højeste grad modnet til at gense deres livs umådelige panorama med alle dets faser, såvel i ulykkens skumle kløfter og afgrunde som på lykkens solbeskinnede tinder. Ja, så guddommelig vis er det levende væsens tilværelse fremtrædende, at genoplevelsen af kredsløbets mørkeste zone netop giver den største glædesfornemmelse. Og det er jo denne omstændighed, der garanterer nævnte zones genoplevelse som identisk med "salighedsriget".
Symbol af Martinus
Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination