Livets Bog, bind 2
Hvorfor man har doceret de mørke fysiske kloder som kolde og døde verdener. Jordkloden er længere fremme i sin spiral end solsystemet er i sin
420. Vi er således her blevet vidne til en "makrokosmisk fosterdannelse". Vi har set den "makrokosmiske sæd" (stjernetågerne) blive til mere og mere komplicerede systemer, ja, de blev endog af en sådan fuldkommenhed, at i det mindste et af dem (jordkloden) blev til en organisme, hvis mikroindivider blandt andre var mennesker, hvilket igen vil sige væsener med langt fremskreden tænke- og forskeevne, væsener med en begyndende højintellektualitet, væsener der kan begynde at efterforske og dermed opleve deres eget makrovæsens natur og deres egen identitet som udødelige eller evigt eksisterende gudesønner. Vi har altså set en udviklingsproces, der faktisk formede sig som en ild, der slukkedes. Dette har naturligvis også i allerhøjeste grad medvirket til at besværliggøre menneskenes tilegnelse af det rette eller absolutte verdensbillede. Da jordmenneskene i umindelige tider ikke har kunnet undgå at føle solen som lys- og varmekilde, ja, som virkelig kilde til alt fysisk liv, idet der jo altid for det fysiske syn blev mørke og kulde, der hvor dens kræfter ikke kom, er denne livskilde i overordentlig udstrækning blevet dyrket af fortidsmennesker som identisk med selve Guddommen.
      Ja, det er vel heller ingen overdrivelse at udtrykke, at enkelte af selve den moderne forsknings pionerer har betragtet solen eller solene som verdener, der var af langt højere natur end de kolde og mørke fysiske verdener, og anså disse himmellegemer for at være boliger for væsener af langt højere intellektuel rang end de, de kolde fysiske kloder var bestemt til at huse. Og er det ikke således i dag, at den moderne forskning docerer de nævnte kolde kloder som "døende" eller "døde" verdener? - Og det er jo ganske naturligt, at den måtte komme til dette ræsonnement, sålænge den endnu kun støtter sig på rent ydre jordisk-fysiske foreteelser og ikke kender den usynlige kosmiske årsagsverden bag ved eller livet på de højere fysiske verdener. Den bliver derfor offer for den samme illusion som den, der har bragt almenheden til at fælde de fleste tårer, nemlig illusionen om "døden". Men intet er således mere fejlagtigt end det førnævnte ræsonnement. Ligesom det levende væsen ikke er dødt, fordi det ikke mere er i sit fysiske legeme, således er en klode heller ikke død, fordi den ikke mere er en fysisk sol. Tværtimod, vi skal nu se tilfælde, hvor den endog langt overtrumfer solen i sin fremtræden som udtryk for liv. Det er naturligvis rigtigt, at det levende væsens fysiske legeme opløses i sin natur, når det bliver forladt af jeget, og at de kolde fysiske kloder ligeledes går en opløsning i møde, når disse bliver forladt af de bag disse eksisterende jeger. Det, vi kalder "måner", udgøres som regel af sådanne "klodelig". Men det, vi her skal pointere, er, at en klodes jeg ikke har forladt kloden, fordi den ikke mere eksisterer som en sol, men fremtræder som en "afkølet" klode. Tværtimod, en sådan "afkølet" klode bliver jo netop det pågældende klodejegs fornemste redskab for udfoldelse af "intellektualitet" på det fysiske plan.
      Hvis vi f.eks. ser på vor egen klode, den fysiske jord, da er det jo åbenlyst, at der her igennem det fysiske jordlegeme åbenbarer sig et umådeligt ocean af kræfter, der i virkeligheden kun eksisterede i kimtilstand i det samme jordlegemes tidligere ildtilstand, og at tilsvarende kræfter i dag ligeledes kun findes i kimtilstand på den nuværende sol. Vor fysiske jord er således en langt mere fremskreden klode i sin spiral, end solsystemet er i sin. Den eneste overlegne forskel, der er imellem disse to himmellegemer, er denne, at solsystemet tilhører en overliggende spiral. Men nævnte system er altså et "yngre" væsen i denne spiral, end jordkloden er i sin spiral.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination